____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>EU arbejder på helt at fjerne dyre priser på udlandstelefoni og -data, men 3 fjerner allerede nu roamingafgiften i fem europæiske lande.

Danske kunder hos teleselskabet 3 vil fra næste mandag ikke længere skulle betale ekstra for at bruge telefonen i Irland, Storbritannien, Sverige, Østrig og Italien. Det vil koste, præcis som hvis de var i Danmark.

3 har ifølge dr.dk valgt at fjerne den såkaldte roamingafgift, altså særlige udlandstakst, som normalt er årsag til, at mange næsten slukker for mobiltelefonen, når de er i udlandet. Fjernelsen sker i de europæiske lande, hvor 3 driver forretning og dermed ikke de øvrige EU-lande.

Her er EU imidlertid på vej med en generel fjernelse af roamingafgiften. EU har gennem flere år tvangsnedsat priserne på at bruge mobiltelefonen og senest også data over mobilnettet hver sommer, men kommissær for den digitale dagsorden, hollænderen Neelie Kroes, er gået i spidsen for helt at få fjernet roamingafgiften i de 28 EU-lande, så det vil koste det samme, uanset hvor man er.

- Vi ser selvfølgelig en udvikling, og derfor kan vi lige så godt tage hul på det og gå forrest for at vise, at det godt kan lade sig gøre, siger administrerende direktør Morten Christiansen til DR.dk.

Topchefen for Nordens største telekoncern, svensk-finske Telia, Johan Dennelind, sagde forleden i et interview med Berlingske, at fjernelse af roamingafgiften vil kunne give teleselskaberne langt større fordele end ulemper.

- Vi har jo haft alt for høje roamingafgifter. Det må vi bare indse og erkende. Nu må vi i stedet sørge for, at kunderne forbliver på vores net i stedet for, at de slår telefonen fra. Der er store muligheder i at beholde kunderne »på« hele tiden, uanset om de er hjemme eller i udlandet. Det giver en indtægtsmulighed, og det er bedre at få lidt end slet intet. Dér har vi nok bidt os selv i halen tidligere. Så vi siger ja til, hvad der sker i EU, sagde han og slog fast, at en mindre og mindre del af Telias indtjening kommer fra roaming.

3 har gennem længere tid betragtet Danmark og Sverige som ét marked, også fordi en stor del af den danske afdeling af 3s tekniske udstyr står i Sverige, og derfor har danske »3«-kunder ikke betalt ekstra for at bruge telefonen i Sverige.

3 arbejder også i Hongkong, hvor en af selskabets to ejere, konglomeratet Hutchison Whampoa, hører hjemme, og derfor er roamingafgiften også afskaffet her.