Telenor, Telia, GlobalConnect og 3 annoncerede i mandags, at de ville samarbejde om at sikre, at alle danskere kan opnå reel mobil bredbåndsdækning. Frygten er, at ikke alle danskere kan komme med på den digitale vogn, når teleselskaberne udruller deres mobile bredbånd, lyder det.

De forklarer videre, at TDC har forpligtet sig til i 2015 at dække en del af Danmark med mobilt bredbånd. Skal TDC dække den resterende sidste del, skulle TDC, ifølge Telenor, Telia, GlobalConnect og 3, blandt andet have foreslået, at problemet kunne løses ved, at staten betaler TDC for at udbygge sit net yderligere.

- Dette forslag er resten af telebranchen selvsagt ikke enig i, lyder det det samstemmende fra firkløveret.

Telenor, Telia, 3 og GlobalConnect mener derimod, at det bør være muligt at sikre dækning til de yderste dele af Danmark gennem en koordineret indsats på tværs af telebranchen.

En mulighed kunne være i fællesskab at anlægge de nødvendige master og kabler og stille dem til rådighed for alle teleselskaber – også TDC – som et åbent net.

Læs mere om det her.

TDC afviser dog, at de har bedt staten om økonomisk hjælp til at udbygge deres netværk.

- TDC har lagt to forslag frem. Ingen af dem drejer sig om statsstøtte hverken til TDC eller andre selskaber. På bredbåndsområdet har TDC foreslået, at der oprettes en fond for nogle af de midler, myndighederne får ind fra fremtidige frekvensauktioner. Hvis en borger efter 2015 har for lav kapacitet til fuldt ud at tilgå det offentlige Danmark via nettet, kan borgeren søge denne fond om støtte til etablering af en acceptabel bredbåndsforbindelse hos en valgfri udbyder. Støtten følger borgeren og ikke udbyderen.

Det andet forslag gælder mobiltaledækningen. Her har vi foreslået, at der etableres et fælles offentligt-privat selskab, der påtager sig opgaven at rejse mobilmaster der, hvor det økonomisk ellers ikke kan svare sig. TDC spæder gerne halvdelen i et sådant selskab, hvis staten finansierer den anden halvdel, så vi kan få rejst de master. Selskabet skal så udleje antenneplads til alle operatører, herunder TDC, på lige vilkår, så der ikke er nogen, der forfordeles, forklarer Rasmus Avnskjold, presserådgiver for TDC.

Læs test: Så fed er Parrot Zikmu Solo højtaler til smartphones