IT-gigantens aktier faldt med over tre procent efter skuffende lancering af den nye iPhone i Californien.

Eksperterne rynkede på næsen. Og fans fra hele verden slukkede skuffet for deres computere, efter gårsdagens længe ventede iPhone5-lancering fra Californien. Problemet var nemlig primært, at Apple slet ikke lancerede nogen iPhone5 - den ventede opfølger til verdens bedst sælgende mobiltelefon mm, iPhone4. Istedet fik softwarefantaster fra hele verden den såkaldte iPhone4s - en opdatering af den allerede eksisterende model, der har været på markedet i 15 måneder. Og selvom Apples nye chef Tim Cook insisterede på, at iPhone4s vil revolutionere mobilmarkedet, havde et andet marked, nemlig aktiemarkedet en helt anden mening. Apple-aktierne styrtdykkede efter pressemødet, som hele verden havde ventet på i spænding. Klokken 22 dansk tid var Apples aktier faldet med 3,6 procent.

I maj i år overtog Apple positionen som det mest værdifulde IT-selskab på børsen
 
Den respekterede IT-hjemmeside Businessinsider.com kaldte eventen ’en skuffelse’. Og B.T.s egen gadget-ekspert Morten Bay lagde på sin direkte blog heller ikke fingre imellem. - Så er det officielt.. Ingen iPhone5.. snyd! rasede Morten Bay.

Gode ting - trods alt

Men ret skal selvfølgelig være ret. Og iPhone4s ér på mange måder et lille teknologisk vidunder. Og der ér sket en masse på 15 måneder. Således er iPhone4s dobbelt så hurtig til at downloade og reagere på instrukser som sin forgænger. Dens grafik er hele syv gange hurtigere. Antennesystemet er stærk forbedret. Og både kamera og videokamera er hurtigere og klarere end før. Og det mest revolutionerende ved Apples nye minicomputer er en stemmeaktiveret service ved navn ’Siri’. Uden at røre ved tasterne kan man stille sin iPhone spørgsmål og bede om diverse tjenester. Og ’maskinen’ vil svare og adlyde. Denne service findes dog indtil videre kun på engelsk, fransk og tysk. Den nye iPhone 4S dukker op i de danske butikker den 28. oktober.