Det blev svenskerne, der vandt det nordiske kapløb om at komme først med en musik-streamingtjeneste til Windows Phone-platformen.

Svenske Spotify er nu klar med deres Spotify-app til Windows Phone. Det betyder, at brugere af den voksende platform nu har adgang til musikstreaming i lighed med deres venner på iPhone og Android.

Dermed har svenskerne vundet det nordisk kapløb om at komme først med en musik-streaming-app til Windows Phone-platformen, der nu er at finde på smartphones fra alle de store producenter, inklusive Nokia - mens Apple er undtaget, naturligvis.

I Norge har Spotify-konkurrenten WiMP, der også er populær i Danmark, meddelt, at de er lige på trapperne med en løsning, mens der såvidt vides ikke foreligger nogle planer for en Windows Phone app til danske TDC Play.

Spotify er ligesom WiMP abonnementsbaseret, og selvom man kan få begrænsede mængder af musik gratis, vælger de fleste at betale 99 kroner om måneden, hvorefter de kan bruge løs af musikken på de mange platforme, Spotify understøtter...altså nu også inklusive Windows Phone.