I biograferne bliver kunstfilm tromlet af Hollywood-blockbustere. Det samme gælder på streamingtjenester som Netflix og HBO. Nye filmtjenester specialiserer sig i nichefilm til et bredere publikum

Danskerne streamer film og tv som aldrig før. Digitale filmtjenester som Netflix, HBO og Viaplay stormer frem. Ifølge tal fra DR’s årlige Medieudviklingsrapport ser hver tredje dansker indhold fra streaming-giganten Netflix på ugentlig basis, Mens konsulentfirmaet PwC spår, at filmstreaming vil vokse med hele 32 pct. hvert eneste år frem til 2019. Men alt er ikke fryd og gammen i streamingland. I hvert fald ikke hvis man er mere til art-house og festivalvindere end superheltefilm og actionbrag.

Hos Netflix og HBO satser man primært på populære mainstream- film, mens de smalle film med adresse uden for Hollywood og Danmark drukner i masseunderholdningen.

Netflix kaster kunst ud

Den tendens forsøger to nye danske filmtjenester, Filmlounge og Filmperler, nu at gøre op med. Med et bagkatalog på mere end 200 film, som har gået deres sejrsgang på festivaler som Cannes, Venedig og Berlin, giver tjenesterne mulighed for, at seerne kan gå på opdagelse i cremen af kunstfilm fra ind- og udland.

»Kunstfilm har et kort liv i de danske biografer, hvor de sjældent går mere end to-tre uger. Hvis de efterfølgende er så heldige at ryge på Netflix, drukner de blandt de store titler fra USA og Danmark. Så med Filmlounge forsøger vi at forlænge livet for de smalle titler og give art-house-film en opblomstring. Jeg synes, at vi har en forpligtigelse til at få den her slags film ud til et større publikum,« siger Pernille Munk Skydsgaard, der er indehaver af produktions- og distributionsselskabet 41Shadows, der står bag Filmlounge.

Den holdning er Peter Sølvsten Thomsen enig i. Han er distributionschef hos Angel Films, der står bag filmtjenesten Filmperler.

»Vi syntes, at der manglede at blive kastet spotlys på de her film. Der bliver ikke rigtig taget hånd om kunstfilm herhjemme, når de forsvinder fra biografen,« forklarer han.

Film der udvider horisonten

I Danmark er Filmperler og Filmlounge de første tjenester af deres slags. Men i udlandet eksisterer der allerede adskillige streamingtjenester, som udelukkende satser på at bringe smallere film ud til et større publikum.

For 49 kroner om måneden kan filmnørder fra hele verden gå på opdagelse i hundredevis af udvalgte klassikere og art-house-film på Mubi.com. Mubis stab af kyndige filmeksperter skifter hver dag en gammel titel ud med en ny film og sørger for, at brugerne konstant får nye anbefalinger. Er ens filmsmag endnu smallere, kan man kaste sig over tjenester som Spuul, Yadoo og Section II, der udelukkende tilbyder henholdsvis Bollywood-film, dokumentarfilm og lesbiske film.

I modsætning til Netflix’ all-you-can eat buffet fungerer de nye niche-filmtjenester som eksklusive restauranter, der tilbyder udvalgte smagsoplevelser udover det sædvanlige. Den mission vil Pernille Munk Skydsgaard fra Filmlounge gerne tilslutte sig:

»Når vi opdrager vores børn, gør vi en dyd ud af at udfordre deres smagsløg og styrke deres møde med forskellige spiseoplevelser og kulturer, så de ikke bare spiser det samme hver dag. Det samme gælder for film. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får mulighed for at se nogle anderledes kvalitetsfilm, som ikke nødvendigvis appellerer til den bredest mulige målgruppe,« siger hun og slår fast, at art-house-film ikke nødvendigvis er filmverdenens svar på broccoli.

»Rigtig mange vil blive overraskede over, hvor fedt det er at se kunstneriske film. Det behøver bestemt ikke at være kedeligt. Tværtimod kan kunstfilm åbne vores horisont og give et indblik i andre kulturer og personer, som vi normalt ikke er i berøring med,« siger hun.

Fans er god forretning

Idealisme spiller en stor rolle i opblomstringen af nye niche-prægede filmtjenester. Men idealisme bringer ikke smør på brødet. Spørger man Leif Ulbæk Jensen, der er partner og medieekspert hos konsulentvirksomheden PwC, ligger der en klar forretningsstrategi bag de nye, smalle filmtjenester.

»Medievirksomheder fokuserer i højere grad på at opbygge en forretning og et brand, der er forankret i en aktiv og værdifuld gruppe af fans, som er samlet om fælles interesser og værdier. Jo mere unik en bruger er, des større er sandsynligheden for, at brugeren er fan. Og en dedikeret fanbase vil typisk drive en forholdsmæssig større del af omsætningen. Undersøgelser viser, at 10-20 pct. af et brands dedikerede fans kan generere op til 80 pct. af omsætningen,« siger han.

En dedikeret fangruppe er med andre ord nødvendig, hvis de to nye filmtjenester skal overleve side om side med mastodonter som Netflix, HBO og Viaplay.

»Den største udfordring for Filmlounge og Filmperler er at gøre sig relevante og unikke for brugerne samt at finde den rigtige forretningsmodel. Udbuddet af film til streamning og download er jo enormt. Det kræver virkelig fokus over en længere periode at gøre sig unik og tilbyde brugeroplevelser som f.eks. Netflix, HBO eller YouSee ikke kan levere. Men lykkes det at skabe et dedikeret publikum, er chancen for succes bestemt til stede,« siger Leif Ulbæk Jensen.

Hos Filmperler håber man at nå op på 1.000 dedikerede brugere ved udgangen af året – et tal, som helst skal stige støt, når vi skriver 2018.

»Jeg tror bestemt på, at der findes et marked for Filmperler. Spørgsmålet er bare, hvor stort markedet er. Vi er stadig så nye, at det er svært at spå om, hvor mange mennesker der skal leje film hos os, for at få det hele til at køre rundt. Men vi er optimistiske,« siger Peter Sølvsten Thomsen. Det samme er konkurrenterne hos Filmlounge.

»Det kommer til at tage et halvt års tid, før folk overhovedet aner, at vi findes. Sådan er det. Men vi håber, at Filmlounge kan begynde at løbe rundt som forretning efter et par år. Det vigtigste er, at vi hele tiden får lagt nye film på, og at udvalget bliver dynamisk og spændende. Det er så oplagt at lave en filmtjeneste baseret på niche-indhold. Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor ingen har gjort det noget før,« siger Pernille Munk Skydsgaard.