Koldere vintervejr har ramt Danmark. Samtidig er mange danskere lige nu ved at pakke til en uge i sneen på ski.

Men midt under selfies på toppen af skibakken eller et opkald, mens du venter på bussen, kan du risikere, at din mobil mister hurtigere strøm på grund af det kolde vejr.

»I det kolde vintervejr er det helt almindeligt, at din smartphone mister strøm hurtigere end normalt. Det skyldes, at batteriets kemiske sammensætning har det svært med kuldegrader,« siger Christoph Nørgaard, der er privatkundedirektør i mobilselskabet Telia.

Dog er der måder, hvor du vil kunne undgå, at din smartphone går fra 100 til 0 procent batteri på grund af kulden.

»Med få simple og effektive råd kan du faktisk selv forlænge batteritiden på din mobil. Ikke så den holder strøm i flere dage, men som regel nok til en lang dag på pisterne - også i koldt vejr. Det handler om at beskytte mobilen mod de værste kuldechok,« fortæller Christoph Nørgaard.

Her er fem råd fra Telia til at opnå en længere batteritid, når vinterkulden bider.

1. Hold mobilen varm – men ikke for varm

Smartphones og deres batterier kan hverken lide frostvejr eller høj varme. Optimalt skal mobilen opbevares tørt og mellem 10 og 40 grader. Er du på ski det meste af dagen, så opbevar mobilen i en lomme tæt på kroppen.

2. Pak telefonen ind

Det kan virke banalt og lidt skørt at pakke mobilen ind. Men bruger du den meget i løbet af dagen – eksempelvis til liftkort, navigation eller lignende – kan det være praktisk at købe et cover med god isolering. Så er den let at få fat på og holder samtidig en fornuftig temperatur.

3. Sluk unødige antenner

En telefon bruger rigtig meget strøm på at lede efter og oprette forbindelser til netværk. Ude på pisten er du langt fra både wi-fi og Bluetooth – slå begge dele fra. Der er ingen grund til, at mobilen bruger strøm på at lede efter netværk, der ikke er der. OBS: Sætter du telefonen på fly-tilstand, slukker du alle antenner i mobilen, også til tale og internet.

4. Slå unødige tjenester fra

Opdateringer og push-beskeder bruger i sig selv ikke meget strøm – men set over en hel dag, kræver det alligevel noget af batteriet at holde mailbakke og kalender opdateret. Vurdér derfor, hvad der er vigtigt at få opdateret i løbet af dagen, og hvad der kan vente til senere. Slå push-funktionen fra på de unødige tjenester.

5. Oplad ikke en kold telefon

Hvis mobilen er kold efter en lang dag på ski, så vent med at sætte den i opladeren, til den har nået stuetemperatur. Så holder batteriet længere, og du mindsker risikoen for skader på både batteri og mobil.