Over 200 millioner amerikanere får deres internet gennem en router fra det kinesiske mærke TP-Link.
Alligevel pønser amerikanske politikere nu på at forbyde routerne helt. Ifølge USAs handelsministerium udgør routerne en potentiel national sikkerhedsrisiko, fordi en kinesisk hackerenhed, der opererer ved hjælp af tusindvis af de mistænkte routere, har lanceret flere hackerangreb.
Men risikoen findes ikke kun i TP-Link-produkter, siger Peter Kruse, der er medstifter og it-sikkerhedsekspert i sikkerhedsfirmaet CSIS, til Berlingske.
Han siger, at billige routere generelt er dårligt produceret og derfor er mere sårbare overfor cyberangreb.
»Man får ganske enkelt, hvad man betaler for,« siger Peter Kruse.
Han peger på, at produkterne fra TP-Link er billige, hvilket sandsynligvis også er årsagen til, at de er så populære.
Men TP-Link har ikke vægtet sikkerheden, og derfor er der også nogle kritiske sårbarheder, der er lette at udnytte, siger sikkerhedseksperten.
I den føromtalte analyse, der viste, at routeren en potentiel national sikkerhedsrisiko, fremgår det ligeledes, at kinesiske aktører er gået efter vestlige mål. Blandt andet tænketanke, regeringsorganisationer, ngo'er og leverandører til det amerikanske forsvarsministerium.
En talskvinde for TP-Link i USA siger til The Wall Street Journal, at virksomheden vurderer potentielle sikkerhedsrisici og tager skridt for at løse kendte huller i sikkerheden.
»Vi er åbne for enhver mulighed for at snakke med den amerikanske stat for at demonstrere, at vores sikkerhedspraksis er fuldstændig på linje med branchens standarder, og for at demonstrere vores fortsatte engagement i det amerikanske marked, amerikanske forbrugere og adressering af amerikanske nationale sikkerhedsrisici,« siger hun.
På den populære amerikanske e-handelsplatform Amazon er TP-Link-routere ofte den mest sælgende vare. I Danmark kan TP-Link-produkter også købes i adskillige butikker, heriblandt Elgiganten, Følex og Expert.
