Apple præsenterede 7. september den nye iPhone 7, som udkommer fredag den 16. september. Men allerede klokken 10 torsdag sad den første mand i kø til den nye telefon.

19-årige Rasmus Peter Kling Jensen mødte torsdag formiddag op og satte sig i en stol foran 3-butikken i City 2 i Høje Taastrup. Han har haft iPhones i seks år, og har ikke noget imod at blive kaldt for en ‘Apple fanboy’.

»Det kan man godt kalde mig. Men det kan også være svært at forstå, hvorfor man sidder i kø. Det er virkelig hyggeligt at sidde i kø, og medarbejderne i 3-butikken behandler os virkelig godt,« siger Rasmus Peter Kling Jensen til BT.

Stolen, han sidder i, har 3-butikken stillet til rådighed, og med sig har han en masse energidrik, en iPad og en power-bank, så hans gadgets ikke løber tør for strøm. Han blev student i sommer og begynder på fysioterapi-studiet til februar.

Foto: MONICA M. DAVEY
Vis mere

22 timer i kø

iPhone 7 bliver frigivet fredag klokken 08:01, og til den tid har Rasmus Peter Kling Jensen siddet i kø i 22 timer. Den udholdenhed har gjort ham til den første til at sidde i kø efter en iPhone 7 i hele landet. I hvert fald i 3’s butikker.

»Det er lidt vildt at være den første, og jeg er også lidt overrasket over det. I USA sidder de jo i flere dage,« siger Rasmus Peter Kling Jensen, som indtil videre kun har fået en enkelt kø-makker.

Til gengæld er den ene kø-makker et ansigt, Rasmus Peter Kling Jensen kender. De to sad nemlig også i samme kø, da iPhone 6 udkom i 2014.

»Det er meget sjovt. Vi kender jo ikke hinanden personligt, men vi har iPhonen til fælles,« siger Rasmus Peter Kling Jensen.

I 2014 sad han i kø i 11 timer, og det timeantal har han altså fordoblet i år. Og det er selvom, man har kunnet forudbestille siden d. 9. september, og få den sendt hjem til sig.

»Det er en fed oplevelse at sidde i køen, og så får jeg den hurtigt,« siger Rasmus Peter Kling Jensen og tilføjer:

»Så er jeg også fri for at skulle regne med postvæsnet.«

Foto: 3
Vis mere

Uden ridser og fedtfingre

Når de 22 timer er overstået, har Rasmus Peter Kling Jensen en helt klar plan for, hvilken model han går efter; iPhone 7 plus med 128 GB i matsort. Han springer den nye farve, 'Jet Black', over, da han har hørt, at den bliver nemt ridset og nemt får fedtfingre.

Den udlægning er BTs gadget-ekspert, Torben Vognsen, enig i.

»Nu har jeg haft den i hænderne. Og den suger fingeraftryk til sig. Den får ridser. Jeg har fået matsort, som jeg skal anmelde. Den virker til at være ret normal, og den kan holde til lidt af hvert. Men Jet Black får ridser, siger folk,« lyder det fra Torben Vognsen.

Når City 2 lukker for natten, bliver Rasmus Peter Kling Jensen og de andre i køen sendt udenfor indkøbscenteret, men dog uden at miste deres plads i køen. Derude bliver der også stillet stole frem til dem, inden centeret åbner tidligt, så Rasmus og de andre kan få deres længe ventede telefoner klokken 08:01.