Kampen om seerne er for alvor skudt i gang, og tv-selskaberne ruster sig med nye kanaler og dyre produktioner.

Nye, gratis kanaler, knivskarpe billeder og flere store, danske programmer. Alle tv-stationerne er i gang med at gøre sig attraktive i kampen om tv-seerne.

Når du tænder for dit fjernsyn 1. november, har du med det rette udstyr mulighed for at se tre helt nye gratis kanaler fra DR. Med børnekanalen DR Ramasjang, kultur- og historiekanalen DR K samt DR HD, der sender i HD-billedkvalitet fordobler Danmarks Radio deres nuværende antal kanaler.

I DR ser man 1. november i år som 'en revolution', mens TV2 taler om den største udfordring, siden kanalen kæmpede for at bryde DRs monopol tilbage i 1988. Det skriver Berlingske Tidende i dag i et tillæg.

Mange nichekanaler

DRs store udvidelse af kanaludbuddet sker som et modsvar på presset fra de mange nye, kommercielle kanaler, forklarer Lars Grarup, der er mediedirektør i DR.

- Tendensen inden for de seneste fem år har været, at der er kommet en lang række nichekanaler på det danske marked - både danske og udenlandske.

De enkelte kanaler tager ikke så mange seere fra os, men når man lægger det sammen, bliver det til en hel del, siger han til Berlingske Tidende.

TV2 mærker i den grad konkurrencen.

- Vi får større konkurrence, end vi nogensinde har haft før. De kommercielle stationer gør sig i den grad lækre. I det her efterår har vi set en eksplosion i de danske egenproduktioner, siger programdirektør Palle Strøm til Berlingske Tidende.

TV2 har ikke mulighed for at åbne flere nye kanaler de kommende år og satser i stedet for på fornyelse med bl.a. dramaserien 'Lærkevej'. Også den kommercielle tv-station TV3 forsøger at vinde seere ved at lancere dyrt, danskproduceret tv om f.eks. »Lulu og Leon«.

- Vi ved, at dansk drama er noget, der tiltrækker mange folk. Det handler selvfølgelig om at gøre sig så attraktiv som muligt, siger Morten Mogensen, TV3s program-redaktør til Berlingske Tidende.

Også hos SBS TV er man i efteråret gået i offensiven med 17 danske egenproduktioner fordelt på Kanal 4, Kanal 5 og 6’eren.

De nye gratis kanaler

For at se kanalerne fra DR skal du have en MPEG4-boks (enten indbygget eller som seperat boks) - og en HD Ready skærm for at se DR HD.