Den nye PS4 blev for første gang vist for verdenspressen i nat på den store årlige E3-messe i Los Angeles. PS4 vinder første slag i den fremtidige konsolkrig. I første omgang primært fordi den bliver 1000 kr. billigere i Danmark. Når de nye Xbox- og Playstation-maskiner sendes på markedet lige før jul, bliver det to konsoller, der, ligesom nu, stort set kan det samme. De har hver deres små fordele og både Sony og Microsoft er i gang med at udvikle hver deres eksklusive titler til de respektive konsoller, men i bund og grund vil situationen, konsollerne imellem, blive nøjagtig som i dag. En stor forskel på den forventede succes, i hvert fald den første års tid, er den annoncerede pris. Mens PS4 kommer til at koste 400 Euro – forventet omkring 3200 dkr incl danske afgifter og moms – kommer Xbox One til at koste ca. 1000 kr. mere. I hvert fald på udgivelsesdagen og tiden umiddelbart efter. PS4 har også andre åbenlyse fordele. Mens Microsoft er blevet haglet ned af spilfans for nogle højest tvivlsomme features, som f.eks. at man ikke kan spille brugte spil og at man er tvunget til at være online hele tiden for at spille, har Sony klogelig undgået disse ting. Når man ser på de seneste 10 års erfaringer med udgivelsen af nye konsoller, vil det første års tid med PS4 og Xbox One blive en slags prøveperiode, hvor kun særdeles dedikerede gamere køber konsollerne. Først omkring et års tid efter, når priserne typisk er faldet til omkring det halve på konsollerne, begynder ’almindelige’ spillere at erhverve sig konsollerne. Sådan bliver det sikkert også med PS4 og Xbox One. I første omgang lader det dog til, at Sony vil vinde første skridt i konsolkrigen med adskillige længder.