Det er lige nu nærmest ikke til at opdrive en PlayStation 5 Pro på det amerikanske marked.

Spillekonsollen er simpelthen udsolgt hos alle større forhandlere.

Og ifølge gamingmediet The Gamer er der én åbenlys årsag til den pludselige og store  efterspørgsel efter et knap to år gammelt produkt:

'Grand Theft Auto 6', eller 'GTA6'.

For det hyperpopulære og længe ventede Playstation-spil er på vej og rammer hylderne til november.

Og det skulle altså være derfor, at mange amerikanske brugere nu er i færd med at sikre sig muligheden for at kunne spille det til den tid.

Det voldsomme salg kommer i øvrigt endda efter, at producenten Sony over hele verden hævede prisen på PlayStation 5 Pro tidligere i år.

Playstation 5 Pro blev lanceret i november 2024.