Ung kvinde mistede sit job, fordi hun kaldte chefen en sur mokke. HK advarer brugere: Tænk jer om.

Så snart du opdaterer på det sociale netværk Facebook, skal du regne med, at alle kigger med, siger HK, der har flere og flere sager med ansatte, der er blevet fyret, fordi de ikke har tænkt, før de skrev.

- Der er ingen tvivl om, at du skal passe ekstremt meget på, når du ytrer dig på Facebook - eller andre sociale medier, siger Mette Kindberg, næstformand i HK.

- Vi har stadig flere sager, hvor folk ikke har tænkt sig om, før de skrev uheldige ting om chefer eller kolleger på arbejdspladsen, siger hun.

Rådene fra HK er i dag mere aktuelle end nogensinde efter Venstres 'fyring' af kommunikationsmedarbejderen Ditte Okman efter en lang række meget uheldige opdateringer på Facebook. (Læs dem her)

HKs juridiske afdeling har allerede haft en del uheldige sager, hvor begge implicerede blev bortvist og fyret fra deres job:

- Vi har bl.a. haft en sag, hvor en pige sad og skrev beskeder til en veninde på Facebook, som om de var helt alene i verden. Her klagede pigen over, at hendes chef var en sur, gammel mokke, men det skulle hun imidlertid ikke have gjort. Man er nemlig slet ikke alene, når man skriver på Facebook , og i den pågældende sag var det ude over hele arbejdspladsen meget hurtigt, fordi hun var ven med flere kolleger, der havde set beskederne, fortæller juridisk konsulent i HK Jeanette Hahnemann.

- Når man opdaterer på Facebook, svarer det til at sætte en besked op nede i kantinen på opslagstavlen, siger hun.

Vi bliver overvåget

- I dag er det sådan, at mange arbejdsgivere simpelthen tjekker, hvad du selv og andre har skrevet på sociale netværk som Facebook. Det kan også være ting om ens seksuelle orientering, hvis man er sadomasochist eller har andre specifikke fritidssysler.

- Tilsyneladende helt uskyldige ting om dit private liv kan give bagslag på et eller andet tidspunkt. Det, der står på Facebook, forsvinder nemlig ikke bare igen. Det står der i lang tid, siger Mette Kindberg, der siger, at man under alle omstændigheder ikke skal chikanere eller svine nogen til på de sociale medier.

- Ét er, hvis du kommer til at sige direkte til nogen, at du synes, de er dumme, men lad være med at skrive det på Facebook, advarer Mette Kindberg.