Opkøber spilgigant: Oliestat i milliardhandel
Saudi-Arabiens opkøb er et af de største, der nogensinde er lavet i spilbranchen.

Saudi-Arabiens opkøb er et af de største, der nogensinde er lavet i spilbranchen.

De fleste mennesker, som i løbet af deres liv har spillet et computerspil, kender spilgiganten Electronic Arts (EA).
Med spil som Fifa, The Sims, Battlefield og Need for Speed i kartoteket har EA virkelig gjort sit indtog i spilverdenen.
Men nu får spilgiganten nye ejere, skriver DR.
Oliestaten Saudi-Arabien har nemlig opkøbt Electronic Arts for et enormt milliardbeløb.
Hele 55 milliarder dollar har Saudi-Arabiens investeringsfond (PIF) hevet op af lommen. Det svarer til 356 milliarder kroner.
Det gør handlen til en af de største, der nogensinde er lavet i spilbranchen.
PIF kontrolleres af Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman.
Opkøbet møder dog ikke begejstring hos alle.
I protest mod aftalen har spillerforeningen Players Alliance HQ opfordret gamere til at skrive under på en underskriftsindsamling for at forsøge at få USAs, EUs og Storbritanniens konkurrencemyndigheder til at blokere for den nye aftale.
De er nemlig nervøse for, at med Saudi-Arabien ved roret, vil temaer som ytringsfrihed, køn, LGBTQI+ reduceres i spillene.
Saudi-Arabien har tidligere mødt kritik for at bruge sport og underholdning til at flytte fokus fra de dårlige menneskerettigheder og mangel på presse- og ytringsfrihed, som mange af landets borgere lider under.