Det høje dataforbrug på Apples nye iPhone 4S kan koste både private og virksomheder dyrt.

Apples nye iPhone 4S forbruger i gennemsnit dobbelt så meget data som sin forgænger uden ”S”. Det kan blive en bombe under din telefonregning.

Telefonens høje dataforbrug skyldes primært, at iPhone 4S bruger langt flere webbaserede tjenester som for eksempel den personlige online-assistent Siri. Det viser et studie foretaget af mobilteknologiselskabet Arieso.

- Hvis man vælger det forkerte abonnement, altså et, hvor der er for lidt data i, eller et, hvor man bliver ”bonnet” for hver eneste megabyte, der ryger igennem telefonen, så kan man komme rigtigt, rigtigt galt af sted, siger Torben Rune, administrerende direktør i analysevirksomheden Netplan.

Han understreger, at det højere dataforbrug potentielt kan få store konsekvenser for en virksomhed. Hvis man for eksempel vælger et forkert abonnement til 500 medarbejdere, kan regningen blive i millionklassen. Samtidig skal man dog være opmærksom på, at mange danske forbrugere har datapakker inkluderet i deres mobilabonnementer.

Derfor er iPhone 4S’ højere dataforbrug et mindre problem for danske forbrugere, så længe man vælger det rigtige abonnement.

Udover mulige trusler mod telefonregningen stiller de stadigt mere avancerede mobiltelefoners stigende dataforbrug også større krav til mobilnetværkene.

Det skaber håb hos producenter af mobilløsninger som Ericsson, Nokia Siemens og Alcatel-Lucent, der alle ser frem til, at det stigende dataforbrug vil føre til efterspørgsel efter nye løsninger og dermed nye ordrer.