Danskerne bruger ny Facebook-funktion til at reklamere for deres perfekte liv

En ny funktion på Facebook bliver brugt af danskerne til at pudse glorien. Vi bruger den til at redigere i vores liv, så vi fremstår som vellykkede mennesker. Funktionen hedder Facebook Steder. Hvis man har en mobiltelefon, der kan gå på internettet, kan man med Facebook Steder 'tjekke ind'. Så bliver det vist på ens Facebook-profil, hvor i verden man befinder sig – lige nu og her. Er du på toppen af Rundetårn, vil alle dine venner på Facebook altså få en besked om dette, hvis du vælger at tjekke ind.

- Det er muligt at tjekke ind alle steder. Det kan være i Netto, på din hjemadresse eller i Parken. Det eneste krav er, at du rent faktisk befinder dig på stedet, siger Thomas Bigum, der er ekspert i Facebook. Danskerne har kunnet afsløre deres fysiske position på Facebook via gps siden januar. Checkmore Labs har løbende samlet og kategoriseret de steder, hvor danskerne oftest vælger at tjekke ind.

På stripperbar

- Man kan tjekke ind alle steder, men det er kun enkelte steder, vi har lyst til at tjekke ind. Det er med til at tegne et billede af, hvem vi er. Vi kan differentiere os og vise vores unikke personlighed, siger internetpsykologen Anders Colding-Jørgensen, der står bag undersøgelsen. Danskerne tjekker sjældent ind på steder som Netto, den lokale bager eller kiosken. Det siger for lidt om os. I stedet tjekker vi ind i fitnesscentret, i lufthavnen eller i stripklubben.

- Vi tjekker kun ind de steder, hvor det siger noget om vores personlighed. Det er ligesom, hvis jeg gør rent før, jeg får gæster. Så ser de et rent hjem, når de kommer, men sådan ser det jo langtfra ud altid. Det er at vise en redigeret virkelighed, siger Anders Colding-Jørgensen.

Frygter indbrudstyve

Anders Colding-Jørgensen siger, at mange danskere har været skeptiske over for Facebook Steder. Der har blandt andet været frygt for, at informationerne om vores fysiske placering kan udnyttes af indbrudstyve.

- Vi bruger i forvejen Facebook til at skrive om vores fysiske placering. Mange statusopdateringer handler om, at vi er på rejse med kæresten eller på restaurant med familien. Facebook Steder er blot en måde at gøre noget nemmere på, som vi allerede gør hver dag. Det er et tryk på en knap i stedet for en tekstbesked, siger Anders Colding-Jørgensen.