Populære dating-apps som Tinder og Happn handler oftest og typisk om at prøve at matche med nogen, man finder attraktiv.

Andre dating-apps har ændret præmissen om, at det første, man skal vurdere, er et stort billede af en anden person. Eksempelvis appen Candidate, hvor der først skal stilles eller svares på nogle personlige spørgsmål, før man får at se, hvem man skriver med.

Nu er der således en ny dating-app på vej, der blander de to ting. Her handler det først om at finde folk, man har ting til fælles med. Nemlig ting, man hader - eller elsker.

Appen bærer det logiske navn Hater, og går ud på, at du får udleveret en masse forskellige emner, som du tager stilling til. Enten hader meget, hader lidt, elsker lidt eller elsker meget.

Foto: Hater
Vis mere

Herefter kan man søge efter match, der er enige med dig på de forskellige områder - afgrænset til et bestemt område. Herefter er det 'klassisk Tinder', hvor du kan vælge at takke ja eller nej til at matche med andre.

Ifølge mediet Mashable udkommer appen officielt onsdag og har indtil videre 3.000 forudbestemte emner at tage stilling til. Allerede nu er der en beta-udgave på markedet til iOS - også i Danmark

BTMX har prøvet appen og kan således afsløre, at nogle af emnerne henvender sig primært til det amerikanske publikum. Eksempelvis har emnet Tom Brady, quarterback for det Super Bowl-vindende hold i amerikansk fodbold, New England Patriots, været et emne.

Ifølge Mashable har appen været testet i New York i et par måneder, og her har man fundet ud af, at de mest hadede emner foreløbigt har været det amerikanske præsidentvalg, dårlig opførsel på fortove og hår i risten i brusekabinen.