Et massivt IT-nedbrud rammer Telia tirsdag aften og skaber kaos på begge sider af Øresund.

Det skriver Aftonbladet.

I Sverige er politiets servicenummer 114 14 nede, og Region Stockholm er gået i nødtilstand.

Hospitaler og sundhedsmyndigheder kører nu på backup og manuelle rutiner.

»Vi forsøger at opretholde den medicinske kvalitet og minimere konsekvenserne af forstyrrelserne for patienterne,« siger ledende overlæge Patrik Söderberg.

Også Coops butikker i Sverige kæmper samtidig med store betalingsproblemer.

Hos Telia siger pressechef Roija Rafii, at teknikerne arbejder 'med højeste prioritet'.

Samtidig melder danske kunder hos Norlys, som i 2024 købte Telias danske afdeling, problemer med at sende sms’er og ringe til Sverige.

Også Norge er ramt af nedbruddet, og det midt under, at deres landshold spiller kvartfinalen i håndbold-VM mod Montenegro:

'Det er rigtig slemt', siger håndboldfan 62-årige Bernt Roger Eliassen til Dagbladet.

Selskabet peger på et strømnedbrud i Stockholmsområdet som årsagen.