Der er tirsdag morgen problemer med at betale i Coops butikker over hele landet.

Det oplyser informationschef i Coop Jens Juul Nielsen.

TIPS OS! Er du påvirket af nedbruddet - så skriv til os på 1929@bt.dk

Han fortæller, at det går meget langsomt med at gennemføre betalinger i butikkerne.

Coop ved ikke, hvori problemerne består. Men "vi arbejder på højtryk", lyder det fra informationschefen.

Betalingsproblemerne har stået på, siden butikkerne åbnede, hvilket typisk er omkring klokken 08.00.

Der er endnu ikke nogen tidshorisont for, hvornår problemerne ventes løst.

Til DR siger Jens Juul Nielsen, at han anbefaler kunder at vente med at gå i Coop-butikker til senere på formiddagen.

Coop driver Brugsen, Kvickly, 365 og SuperBrugsen.

/ritzau/