Brug af mobiltelefoner og andre trådløse apparater kan være kræftfremkaldende, advarer WHO.

Brugen af mobiltelefoner og andre former for trådløs kommunikation er "muligvis kræftfremkaldende for mennesker".

Det meddeler IARC, der er afdelingen for kræftforskning hos Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Apparaternes radiofrekvens skaber elektromagnetiske felter, som IARC mistænker for at kunne øge risikoen for visse typer kræft.

Advarslen kommer fra en gruppe bestående af 31 eksperter, som i de seneste dage har mødtes i Lyon i Frankrig for at gennemgå de videnskabelige beviser, der findes på området.

Konklusionen om, at strålingen kan være kræftfremkaldende, er "baseret på den øgede risiko for gliom, en ondsindet form for kræft i hjernen", lyder det i meddelelsen.

Advarslen vil muligvis få WHO til at tage et nyt kig på de anbefalinger, organisationen tidligere har udarbejdet for brugen af mobiltelefoner, siger ekspertgruppen.

Den anbefaler, at brugere af trådløse apparater overvejer, hvordan de kan begrænse eksponeringen.

WHO har tidligere ikke kunnet give et klart svar på, om mobilstrålerne kan give kræft i hjernen.

Nu mener forskerne at have tilstrækkeligt med data, der viser en mulig kræftrisiko, som forbrugerne bør oplyses om, men samtidig findes der ikke tilstrækkeligt med langsigtede undersøgelser.

- Vores største problem er, at vi ved, at det først er efter adskillige årtiers eksponering, at vi for alvor ser konsekvenserne, siger Keith Black, der er leder af neurologisk afdeling ved Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles, til tv-stationen CNN.

/ritzau/AFP