Mobil.nu har testet 10 spil til smartphones og de kommer vidt omkring. En ond skov, glubske zombier, søde hajer, nabovenskab, det vilde vest plus meget mere.

Dead Runner

Ved første blik kan spilideen bag Dead Runner virke lidt bizar. Det eneste, spillet egentlig indeholder, er træer, godt nok dækket af stemningsfuld dis, men det er stadig bare træer. For variationens skyld har udviklerne smidt lidt buske og gravstene ind også, men træerne udgør helt klart den overvældende majoritet. Der er ingen figurer, ud over din egen, men den får du aldrig at se, eftersom alt sker fra førstepersonsperspektiv. Hvad der derimod er masser af, er ubehagelige lyde i skoven.

Tydeligvis hører det sammen med, at noget jager dig, men helt hvad det er, får du ikke at vide.

Det er i hvert fald ildevarslende nok til, at du som en gal skal løbe alt, hvad du kan gennem skoven, indtil du uundgåeligt og permanent planter dit ansigt mod en træstamme eller gravsten. Buskene har ikke helt samme dramatiske effekt, de sænker bare din hastighed.

Du styrer ved at tilte skærmen, og det fungerer helt fantastisk. Af de tre spillemuligheder, du kan vælge mellem, er ”Chase Mode” helt klart den bedste. Der kan du ikke kun styre sidelæns men også variere hastigheden ved at trykke på skærmen. Går det alt for langsomt, indhenter ondskaben, der repræsenteres af en rød farve, dig og opsluger dig. Går det for hurtigt, er det totalt umuligt at undgå træerne.

Den ene spillemulighed går ud på at komme så langt som muligt, i den anden får man point for det samme og skal samle ”mønter”, der giver bonuspoint. Grafikken er rigtig flot med den helt rette mængde dis og gråtoner. Spillet flyder også rimeligt, i hvert fald på en Galaxy Note.

Det, der gør dette spil overraskende underholdende, er den ubehagelige stemning. Præcis som de bedste skrækfilm forstår man aldrig helt, hvad truslen egentlig består af, men man er helt med på, at det er slemt nok til, at man ikke har lyst til at komme nærmere. Det er selve spillet værd.

Pris: 6 kroner

Karakter: 8/10

Du kan læse test af alle 10 spil her.

The Sims Freeplay

Jeg vil begynde med at påpege, at det her ikke er som det almindelige Sims, hvor du har en familie, du tager dig af. Her handler det om at opbygge en hel by af simmer og få dem til at fungere og have det sjovt sammen. Du har med andre ord ikke kun en sim at tage dig af, men flere, og målet er at have så mange som muligt i én og samme by sammen med arbejds- og mødesteder, du selv laver.

Selve pointen er super, og de, der synes om denne genre, vil helt sikkert synes om The Sims Freeplay, når de først forstår forskellene mellem dette og det almindelige Sims.

Men præcis som med mange andre spil i denne genre bruger man en del tid på at vente på at handlinger gennemføres. Vil du for eksempel have en ny nabo, må du vente på, at huset bliver bygget, skal din sim sove, må du vente så længe, du har valgt, at den skal sove i virkeligheden, og så videre.

Efter et par dages spil bliver det lidt langtrukkent at skulle gå ind for at lade dem gå på toilettet, spise, være sammen og så sove. Når du først er kommet lidt ind i spillet, burde der dukke noget nyt op, noget, der giver et kick igen. Men det kommer aldrig. Jo, du kan købe en bil eller tage i parken, men du kan ikke bestemme, at simmerne skal køre rundt i bilen, og i parken er det bare den samme gamle historie, at de skal være sammen og opbygge deres relation.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at spillet udviklede sig og bredte sig ud i takt med, at spillerne brugte tid på at komme videre. Nu lyder jeg nok meget negativ, men det er detaljer, jeg kritiserer her. For den, der synes, at netop relationer er sjovt i spil, og for den, der kan lide at tage sig af spilkaraktererne, er dette et superfedt spil.

Der er mange småting, der løfter det, for eksempel at du kan vælge så mange forskellige slags interaktioner mellem naboerne, at tv’et faktisk går i gang og viser programmer, når du tænder det, og at du kan købe møbler og designe dine simmers huse. Og kan du vente på, at din sim bliver færdig med sine sysler, i stedet for at bruge rigtige penge på, at den skal afslutte dem med det samme, så er det her spil helt klart værd at downloade.

Pris: Gratis

Karakter: 7/10

Kan du slet ikke få nok af spil til mobilen – så læs test af syv super fede spil her