Benytter man sig af Messenger-appen til sin computer, så skal man snart finde en anden måde at kommunikere på.

For appen kommer til at lukke for computerbrugere 15. december, skriver Komputer.dk.

Lukningen betyder, at man ikke længere kan sende billeder, beskeder og videoer via computer-appen dedikeret til formålet.

I stedet bliver der henvist til, at man bruger Messenger gennem Facebooks webversion.

Ifølge Torben Vognson, der er redaktør på tech-mediet Input, så skyldes lukningen, at mediet taber brugere ved at stille appen til rådighed på computeren.

»Det er en sølle måde at prøve at tvinge folk tilbage på Facebook, fordi de tager noget, som de ved, folk bruger,« siger Torben Vognsen til TV 2.

Han tilføjer dog, at der ikke en nogen officiel forklaring på lukningen. 

Meta, som står bag Facebook og dermed også Messenger, annoncerede sin beslutning om at nedlægge appen til desktop på en hjælpeside.

Efter udfasningen 'vil brugerne ikke kunne logge ind på denne app og vil automatisk blive omdirigeret til at bruge Facebooks hjemmeside til beskeder', lyder beskeden.