Allerede i sidste uge kunne musikelskere i Holland og Luxembourg opleve, at de fremover skal betale mere for at lytte til musik via streaminggiganten Spotify, og det stopper ikke umiddelbart dér.
For musiktjenesten pønser på at øge prisen i flere andre europæiske lande hen over sommeren.
Det skriver Financial Times på baggrund af unavngivne kilder med indsigt i sagen.
Prisstigningerne kan træde i kraft allerede i juni.
Årsagen skulle ifølge kilderne være, at Spotify prioriterer rentabilitet i forbindelse med virksomhedens skyhøje aktiekurs.
Ifølge Financial Times planlægger Spotify at hæve prisen med én euro i en række lande, der endnu ikke er sat navn på.
Det svarer til 7,5 danske kroner, hvis Danmark bliver omfattet af prisstigningen.
I Danmark koster Spotify lige nu 109 kroner om måneden for et individuelt abonnement.
Allerede sidste år hævede Spotify prisen i USA.
Musikindustrien har længe ønsket, at Spotify, Apple Music, Amazon og de andre streamingtjenester øger priserne, fordi priserne ifølge musikindustrien ikke er fulgt med inflationen i samfundet.
