Kevin er ansigt på ny tendens: 'Jeg kan faktisk godt forstå, hvis de er irriterede'
Kevin Hølmer-Hansens arbejdsmetoder kan vække forargelse hos nogen. Selv mener han, at han holder sig indenfor skiven.

Kevin Hølmer-Hansens arbejdsmetoder kan vække forargelse hos nogen. Selv mener han, at han holder sig indenfor skiven.

Over sommeren har særligt én sang spredt sig over festivalpladser, fester og på sociale medier.
En sang, der er lavet med kunstig intelligens.
Manden bag er hverken en etableret musiker eller en del af et stort pladeselskab. Han er, som han selv siger, ‘bare’ hvem som helst.
Kevin Hølmer-Hansen er familiefar, teamleder på et lager og ifølge ham selv lidt af en supernørd.
Under kunstnernavnet Kevinsky har han på et år opnået næsten 2,5 millioner afspilninger på sangen 'Blink til mig'. Der er skabt ved hjælp af kunstig intelligens. Dermed er Kevin Hølmer-Hansen blevet et ansigt på en nyere strømning af AI-genereret musik.
Kunstig intelligens har ikke kun sneget sig ind på vores arbejdspladser, i skolerne, og jobansøgninger. Nu har teknologien også for alvor gjort sit indtog i musikkens verden.

I januar blev 'Jag vet, du är inte min’, samtidig den mest afspillede sang på Spotify i Sverige. Kort efter blev den dog udelukket fra landets officielle hitliste, netop fordi den hovedsageligt er lavet med kunstig intelligens.
Udelukkelsen er et tydeligt eksempel på den debat, der de seneste år præger musikbranchen. For skal der være plads til AI-genereret musik på tjenesterne?
Det mener Kevin.
»For mig er det vigtigste, hvordan sangene bliver taget i mod. ‘Blink til mig’ har fået en enorm positiv modtagelse, hvilket jeg er meget glad for,« siger han til B.T.
Samtidig oplyste Spotify i september 2025, at tjenesten på et år havde fjernet mere end 75 millioner spamnumre, der indeholdte AI. Kunstig intelligens har nemlig gjort det meget let at masseproducere og uploade store mængder musik.
Kan du forstå, hvis de traditionelle musikere kan blive frustreret over, at AI-genereret musik som din er rykket ind på streamingtjenesterne?
»Jeg kan faktisk godt forstå, hvis musikartister er irriterede, fordi der bliver spyttet rigtig meget lort ud, men hvis du laver et godt stykke musik, så skal det jo ikke fjernes. Man må jo for eksempel gerne bruge autotune, uden at man skal oplyse det nogen steder.«
Ifølge familiefaren ligger den centrale forskel i, hvordan du benytter teknologien.
»Jeg bruger det som et værktøj og ikke som en maskine, der kan spytte 200 sange ud på for kort tid.«
Kevin fortæller, at han selv står bag mange af teksterne og finder inspiration i sit eget liv.