Huawei P8 er den nyeste topmobil fra den store kinesiske producent og den går direkte i flæsket på iPhone 6 og Samsung Galaxy S6.

Ved lanceringen af telefonen forleden holdt Huawei sig i hvert fald ikke tilbage med at vise, hvor meget bedre P8 er i forhold til de to konkurrerende og populære mobiltelefoner.

Huawei P8 har en skærm på 5,2 tommer med 1920 x 1080 pixel i opløsning. Skærmen ser rigtigt flot og virker rar i at kigge på og bruge. Kameraet er på 13 megapixel og Huawei har tilføjet en række kamerateknikker, der skal være med til at sikre gode billeder specielt i mørke omgivelser.

P8 har fået bedre optisk billedstabilisering og anti-rystefunktion og det er noget, man tydeligt bemærker på videooptagelser.

Se guide: Opdaterede priser på Huawei mobiler.

Huawei sammenlignede mange billeder med iPhone 6 og står de billeder til troende, så er der markant forskel – til P8’s fordel. iPhone 6 og Samsung Galaxy S6 for den sags skyld har kamera, der stikker ud på bagsiden, mens Huawei P8 er helt flad på bagsiden. Det kunne Huawei ikke lade være med at understrege og det ser da unægtelig også kønnere ud med Huaweis løsning.

For at vende tilbage til skærmen – Huawei sammenlignede også størrelsen på iPhone 6 med P8. iPhone 6 har kun en skærm på 4,7 tommer mod de 5,2 tommer på P8, alligevel er de to modeller stort set lige store.

Et godt kamera handler om mere end blot megapixel, forklarer Richard Vu. Specielt i mørke omgivelser kommer mange telefoner til kort, når man tager billeder. Ascend P8 får en forbedret optisk billedstablilisering og anti-rystefunktion, der i følge de billeder, de sammenligner med iPhone 6 Plus giver betydeligt flere detaljer, mere skarphed og bedre farver.

P8 har også fået det, Huawei kalder for Wi-Fi + og Roaming +. Det betyder, at opkoblingen skulle være bedre end hidtil. De nævner selv, at P8 skulle give 50 procent færre tabte samtaler og forbindelsesniveauet skulle også være 20 procent højere. Med Roaming + bliver Ascend P8 tre gange hurtigere til at koble op til netværk i udlandet, lover Huawei.

Huawei P8 får en pris, der starter ved 3.700 kroner uden abonnement og bliver dermed cirka 2.000 kroner billigere end iPhone 6.
Læs meget mere om Huawei P8 og se billeder, video, priser og masser af specifikationer.