Apple sætter i første omgang kun et begrænset antal iPads til salg i Danmark. Men der er masser af muligheder på nettet.

Hvis du har planer om at lægge en flad gave under juletræet med en iPad fra Apple, skal du nok ikke tøve for længe. De elegante tavlecomputere blev sat til salg i Danmark i dag – men de risikerer at være udsolgt længe inden juleaften.  

Børsen citerer anonyme kilder i branchen for, at der maksimalt kommer 40.000 enheder ud i butikkerne inden jul. Men tallet er kun halvt så stort, vurderer it-sitet Mobilsiden.dk.  

Lige nu er der dog masser af iPads at komme efter i de danske butikker.  

- Vi falder over dem. Lageret er fuldstændig fyldt op, og vi får flere ind hver dag, siger Mads Bolding, souchef i Apple-butikken Humac på Gammel Mønt i København. 

Men skulle lageret løbe tør for iPads, er der andre muligheder. Omkring 30.000 danskere havde allerede fået fingre i en iPad inden lanceringen i Danmark, ved at købe den i udlandet, eventuelt via netbutikker. 

Køber man eksempelvis sin iPad i netbutikken Wupti.com er priserne stort set identiske – om end en kende dyrere. Og så snart man har koblet den udenlandske iPad til computeren derhjemme, vil den nyeste danske software installere sig helt automatisk.