’Black Friday’ er dagen, hvor kasseapparater og servere gløder i fysiske og virtuelle butikker på den anden side af dammen.

Igår fejrede hele USA Thanksgiving, hvor familier mødtes og spiste den traditionelle kalkun med tranebær, kartofler og brun sovs. I dag er det så shoppetid.

Årets største udsalgsdag



Dagen efter Thanksgiving kalder man for ’Black Friday’. Og det er dagen, hvor store, amerikanske webbutikker som Amazon, Wal-Mart og Best Buy forsøger at rydde lærredet. Traditionelt har det ellers altid være kvinder, der stod i kø foran stormagasiner og modehuse for at få fat i den store udsalgsdags bedste tilbud. Men mændene er også kommet med nu, og allerede sent i går aftes lå folk i kø foran elektronik-varehusene for at få fingre i flad-TV’er til ingen penge og spilkonsoller, der koster en slik.

Amazon har f.eks. et 42” 120 Hz LCD-TV fra LG i fuld HD til blot 499 dollar, eller ca. 3.000 kroner. Eller hvad med en Blu-Ray-afspiller fra Toshiba til 250 kroner?

De fleste store, fysiske butikker åbnede dørene ved midnat (kl. 9 om morgenen dansk tid). Men mange sad også bare klar med fingeren på musetasten, til når klokken slog 24.

Se, hvad du går glip af



Medierne tager også dagen alvorligt. Nyhedsbureauet Reuters har seks journalister, der live-blogger den kaotiske udsalgsdag på Twitter, og det sociale medie-website Mashable.com giver gode råd om, hvilke digitale værktøjer, man kan bruge til at navigere rundt i udsalgshelvedet.

Hvis du vil se alle de gode tilbud, du går glip af, eller har mod på at forsøge at købe noget i en amerikansk webshop, så kan du kigge på http://www.2011blackfridayads.com/.