Den danske højtalersucces Soundboks bliver hårdt ramt af USAs præsident Donald Trumps tårnhøje told på varer fra Kina på hele 145 procent.
Det skriver TV 2.
Produktionen af det udstyr Soundboks bruger, foregår nemlig i Kina, og 28 procent af salget går til USA.
»Man føler sig paralyseret, fordi tingene ændrer sig dag for dag og time for time. Det er svært at få lavet de rigtige analyser, så man reelt kan tage en beslutning,« siger Jesper Theil Thomsen, der er direktør i Soundboks, til mediet.
Han slår videre fast, at det er svært at bringe produktionen væk fra Kina.
Det skyldes, at Soundboks er afhængige af magneter i højttalerne, som ikke kan produceres uden for Kina, forklarer direktøren til TV 2.
Om de nye toldsatser på 145 procent på varer fra Kina, sagde Donald Trump i sidste uge, at der må forventes nogle 'overgangsproblemer'.
»Vi synes, vi klarer os rigtig godt. Der vil være en omkostning ved omstillingen og overgangsproblemer, men til sidst bliver det en smuk ting,« sagde den amerikanske præsident torsdag til CNN.