Det lyder måske en smule absurd. Men den er god nok. Forskere arbejder i øjeblikket på at skabe et sæt kontaktlinser, der kan projicere billeder og tekst op foran øjet – altså i bedste Terminator-stil.

Det er ifølge BBC finske og amerikanske forskere, som er i fuld gang med at arbejde på den teknologiske øje-revolution.

Rent praktisk skulle Terminator-linserne for eksempel betyde, at man kan se, hvor hurtigt man kører, og hvor meget benzin, der er tilbage i tanken, når man sidder bag rattet i sin bil.

LÆS OGSÅ: 

Eller at man simpelthen bare læner sig tilbage på sofaen, smækker benene op og så begynder at læse den bog, der stille og roligt glider hen over nethinden via de specielle kontaktlinser. Reelt skulle linserne simpelthen være i stand til at projicere hvilke som helst informationer op på øjet.

Ingen farer for kaniner

Indtil videre er kontaktlinserne stadig på testniveau, og man er endnu ikke klar til at teste dem på menneskers øjne. Forskerne bag projektet fortæller dog, at der ikke umiddelbart har været nogle sundhedsskadelige virkninger på de kaniner, man indtil nu har testet linserne på.

Lige nu er den største udfordring, at linserne kun virker, hvis de befinder sig indenfor få centimeter af et trådløst batteri. Forskerne er dog fortrøstningsfulde, da de har fundet løsningen på det, de ellers betragtede som et af de allerstørste problemer.

LÆS OGSÅ:

Øjet er ikke skabt til at fokusere på ting på nært hold, og det gør selvsagt hele ideen med linserne til en vanskelig mission – men forskerne har løst situationen ved at omdanne linserne til optisk at fungere som et par briller, således øjet bliver snydt til at tro, at linserne er længere væk.

Derfor arbejder man nu på at skrive noget tekst på linserne. Og så mangler de jo så også lige at løse problemet med batteriet, der skal være få centimeter fra linserne, før de overhovedet virker.

Så der går nok trods alt lidt tid endnu, før vi alle kan gå rundt med Terminator-linser.