Byder vinterferien på en tur med bus, tog, fly eller færge? Så er der en reel risiko for, at du undervejs på turen vil løbe tør for strøm.

Men en gruppe af amerikanske eksperter advarer mod at bruge de såkaldte USB-ports, som er sat op rundt omkring og gør det muligt at oplade sin elektronik uden at skulle hive hele sin oplader med sig på farten. 

Det er nemlig ikke altid lige smart, da det i værste fald kan give datatyve adgang til din mobiltelefons data. 

Det har det amerikanske kommunikationsagentur skrevet på sin hjemmeside. 

Forskellige opladestandere kan nemlig blive hacket af kriminelle, som kan tiltvinge sig adgang til at installere en malware på din telefon eller få adgang til din data eller dine kodeord. 

De kriminelle kan enten selv benytte sig af denne følsomme data, eller de kan sælge data videre til andre. 

Fænomenet bliver kaldt 'juice-jacking', og de amerikanske eksperter kommer med en række anbefalinger til folk på farten, der sommetider får brug for at oplade deres elektroniske genstande. 

Anbefalingerne lyder blandt andet, at du med fordel kan have hele din oplader med dig eller en powerbank, når du er ude at rejse. 

Derudover kan du med fordel erhverve dig et såkaldt USB-kondom, der lukker de porte, hvor data kan blive overført. På den måde kan du få strøm fra fremmede stik, uden at din data bliver stjålet.