Mandag er ikke kun sidste dag på sommeren – ifølge kalenderen i hvert fald. 

Det er også sidste dag for Tim Cook som administrerende direktør for Apple efter 15 år i sædet. 

I april offentliggjorde Apple i en meddelelse, at pladsen overtages af den nuværende vicedirektør, John Ternus.

»Det har været det største privilegium i mit liv at være administrerende direktør for Apple og at have fået tillid til at lede en så ekstraordinær virksomhed,« sagde Cook i meddelelsen dengang.

Ifølge Business Standard overtog Tim Cook ledelsen 24. august 2011, efter stifteren Steve Jobs trådte tilbage på grund af dårligt helbred. Jobs døde kort efter og efterlod hele virksomheden til Cook. 

Tim Cook er herefter blevet Apples længst siddende administrerende direktør, og omsætningen med ham ved roret er steget markant. 

I 2026 slog omsætningen rekord ved at omsætte for 111,2 milliarder dollar, svarende til 710 milliarder kroner, fra januar til marts.

Derudover er firmaet vokset til at blive verdens næstmest værdifulde selskab med en markedsværdi på 4.950 milliarder dollar. 

Tim Cook forlader dog ikke Apple fuldstændig. 

Fra 1. september bliver han nemlig administrerende formand for Apples bestyrelse og vil fortsat arbejde med områder som global politisk engagement.