EA er kendte for at være de bedste indenfor sportsspil og de største i branchen, men kan de klare sig i tennisbranchen, hvor Top Spin altid har været ”The Number One” tennisspil. Det er dog ikke helt nyt for EA at lave tennisspil, for i 2009 udkom EA Grand Slam Tennis til wii, hvilket fik en lidt over middel modtagelse. Nu gælder det så Xbox 360 og PS3.

SPECIFIKATIONER
Maskintyper: PS3, Xbox 360
Udgiver: Electronic Arts
Udgivelsesdato: 09-02-2012
Genre: Sport
Antal spillere: 1-2
Rating: PEGI 3 år
Anmeldt af: Mutanten.dk

Som titlen hentyder, snakker vi altså Grand Slam tennis i denne udgave. Det betyder, at du kan deltage i de kendte turneringer som Wimbledon, US Open, Australian Open og French Open. Som så mange andre sportsspil, gælder det om at nå så langt som muligt, og gøre din spiller bedre og bedre. Der er kun en måde at blive bedre på, nemlig træning, træning og atter træning. SÅ, et god råd herfra, inden du begynder med turneringerne; gå ind i træningsprogrammet inde i menuen og ”kæmp” dig igennem alle slagene. Jeg skal hilse at sige, at det ikke er nemt og allerede der, blev jeg lidt frustreret, for rammer du ikke plet under træning, så er det forfra igen – wax on - wax off!

Efter en del tid på træningsbanen, hvor man har kæmpet mod en maskine, der spytter tennisbolde ud i hovedet på dig, er du nu klar til at kæmpe mod stjernerne fra den virkelige verden. Første hint derfor fra den nybegyndende tennisspiller; man skal altid, efter et slag, trække sig tilbage på midten af banen – ellers kommer du for sent til modtagelsen af næste bold. ALTID.

Det er ikke kun turneringerne, der er kendte. Du kan selvfølgelig vælge alle de gode gamle tennisstjerner, såvel som nye spillere. Jeg syntes det er en fed detalje, at man kan spille som John McEnroe eller Björn Borg. En anden mulighed, som også er en god detalje, er, at ude i menuen kan du vælge Grand Slam Classics. Der kan man vælge flere af de mest kendte kampe gennem tiderne, og du kan selv være med til at afgøre kampens udfald, da du får lov til at spille de sidste points af kampen.

Når vi snakker styring af din tennisspiller og ketcher, stopper de rosende ord, for det funger bare ikke særligt godt. EA kalder den nye styremåde for ”Total Racquet Control”, hvilket desværre lige er det modsatte af resultatet. Måden du spiller på, er udelukkende brug af højre og venstre stik på din kontroller. Venstre stik styrer du spillerne med og højre stik svinger du ketcherne frem og tilbage med. Holder man L2 eller H2 inde imens, laver man loop eller stopbolde. Dette kræver utrolig præcision og er uhyggelig følsomt og ofte rammer man slet ikke bolden, eller man skyder modsat af, hvor man sigter. EA, som også laver de helt suveræne FIFA fodbold spil, har længe været førende omkring det, med at lave finter og have frihed og boldtkontrol med dine højre og venstre stiks. Dette har EA så prøvet at overføre til tennis, men uden held. Det er rigtig skidt, for selvom ideen er god nok, holder den bare ikke i virkeligheden. Det er selvfølgelig ikke så dårligt lavet, at du slet ikke rammer bolden, men når man bliver skrap til at spille og skal lege med f.eks. skruebolde, så dumper styremåden.

EA sport har altid været dygtige omkring grafikken, så selvfølgelig er spillerne og banerne også meget livagtigt lavet i Grand Slam Tennis 2. Det er helt, som det skal være, men dog heller ikke mere end det. Dog har jeg også svært ved at se, hvordan man skal lave det anderledes imponerende, når scenen er sat omkring en tennisarena, for noget overvældende scenarie bliver det aldrig. Som andre EA games er der også kommentatorer inde over kampene - og heldigvis kan man også slukke, når man bliver træt af at høre på dem. Slutteligt har du også mulighed for at lave din egen musikliste, hvilket er en fin detalje.

EA Grand Slam Tennis 2 er velproduceret, som alle andre EA games. Det har realisme og er underholdende, men forsøget med Total Racquet Control, holder desværre ikke og ender med at blive en frustrerende styremåde.