TDC satser stort på at sælge bredbånds-tv til danskerne.

Sig farvel til din tv-antenne og til parabolen. Og sig goddag til et nærmest ubegrænset antal tv-kanaler.

Sådan håber TDC, den nærmeste fremtid kommer til at se ud for mange danskere. Telekoncernen har netop præsenteret en stor satsning på tv via bredbånd.

Det er især danskere, der i dag får deres kanaler fra en antenne eller en parabol, som TDC forsøge at lokke på bredbåndet. Dem er der ifølge TDC mindst 250.000 af.

Lokkemidlet er bogstaveligt talt et hul i væggen. Altså, at man kan se 35 tv-kanaler via den samme linje som leverer telefon og internet.

Samtidig udnytter TDC, at bredbåndsløsningen giver nye spændende muligheder. F.eks. at man kan se tv lidt forskudt, at man nemmere kan optage og gemme yndlingsudsendelser, og at man nemt og hurtigt kan leje film via nettet.

Hver for sig er TDCs løsninger, programpakkerne, et mediacenter, en digital optager og filmbestilling tilbud, som danskerne allerede i dag kan bruge. Det nye er blot, at det hele nu er samlet et sted.

Ikke første gang
Det er ikke første gang, TDC forsøger sig med tv via bredbånd. Den første udgave fik kun godt 3.500 kunder på to år.

Alligevel bruger TDC Privats direktør, Gert Rieder, store ord, når han præsenterer den nye version:

- Vi leverer fremtidens multimedienetværk for danskerne, slår han fast.

Den optimisme deles ikke af konkurrenten Canal Digital, der har godt 200.000 parabolkunder. De kunder kunne være »truet« af TDCs udspil.

Alligevel har Canal Digital ikke umiddelbart nogen planer om at gå TDC i bedene. Ifølge informationschef Catja Middelboe Andersen er vurderingen, at der endnu ikke er noget stort marked for bredbånds-tv.

- Vi vurderer hele tiden situationen, understreger hun - med den tilføjelse, at TDCs udspil ikke giver anledning til en reaktion.

Baggrunden for Canal Digitals afventen er også, at der hidtil ikke har været særlig mange kunder til hverken TDCs bredbånds-tv eller elselskabernes fiberløsninger.

Catja Middelboe Andersen mener også, at det af en anden grund kan være svært at sælge bredbånds-tv. Nemlig, at de fleste allerede har både tv og bredbånd:

- Man får jo ikke noget, man ikke har i forvejen, som hun udtrykker det.

TDC mener til gengæld, at den nye udgave både giver mere interaktivitet og brugervenlighed.

- Vi har brugt mange penge på at etablere tjenesten, men det bliver også en god forretning for TDC. Vi kommer til at få mange kunder på den, siger Gert Rieder til Ritzau.

TDCs nye bredbånds-tv kan blive en succes i de mange familiier, hvor man bare vil have en tv-løsning, der virker og er enkel at betjene. Man skal bare gøre sig klart, at det ikke er noget nyt, for de forskellige elementer eksisterer allerede. Bax Lindhardt