Apple er blevet dømt til at betale en erstatning på 5,7 billioner amerikanske dollar svarende til 37 milliarder danske kroner.

Det astronomiske beløb skal godtgøre, at tech-giganten ifølge en amerikansk jury har brugt et andet firmas teknologi i sine iPhones og Apple-ure.

Konkret er der tale om den teknologi, som får iPhones til at vibrere ved beskeder, eller når man trykker på knapper, skriver BBC.

Det er lydselskabet Taction Technology, som hævder, at Apple bruger dets teknologi uden at have fået lov.

Apple afviser anklagerne og hævder, at selskabets egen vibrationsteknologi, Taptic Engine, adskiller sig fra Taction Technologys:

»Apples Taptic Engine er fundamentalt anderledes end Tactions teknologi, hvilket Tactions egne tests af Apples produkter bekræftede under retssagen,« lyder det fra Apple ifølge BBC.

Apple begyndte at bruge sin Taptic Engine i Apple-uret i 2014 og har siden videreudviklet og forbedret teknologien.

Det er ifølge BBC forbedringerne, som ifølge Taction Technology bryder med patenter.