Det er en af de måske største tilføjelser til Apple-produkter i nyere tid, men i Danmark blev vi i første omgang sprunget over.

Mens amerikanske iPhone-brugere har kunnet se frem til at bruge Apples spritnye AI-værktøjer til efteråret, har det således i lang tid været uklart, hvornår EUs iPhone-brugere kunne være med.

Det er lige indtil i dag – for nu har Apple sat dato på sin lancering af 'Apple Intelligence'-funktioner til de europæiske smartphone-brugere.

I en pressemeddelelse mandag oplyser tech-giganten, at man til april i EU vil udrulle flere af funktionerne, som for alvor vil bringe kunstig intelligens til iPhones.

»Det kommer til at omfatte mange af kernefunktionerne i Apple Intelligence,« lyder det.

Det gælder blandt andet integration af den yderst populære chatbot ChatGPT og en nydesignet Siri »med rigere sprogforståelse«, oplyser Apple.

EU-regulativer har indtil videre bremset udrulningen af kunstig intelligens på de nyere Apple-enheder i unionen. Det udtalte Apple tidligere i år til blandt andre Financial Times.

»Det er kæmpestort, at det nu kommer til Danmark,« siger B.T.s techanmelder, Peter Boier.

Han bemærker, at Apple Intelligence har været et stort salgsargument for de seneste modeller i iPhone-serien, som jævnligt er blevet kritiseret for ikke at introducere mange nye funktioner til sine årlige lanceringer.

»Det har været en farce, at det primære salgsargument for den nye iPhone, Apple Intelligence, slet ikke er kommet til EU.«

Han kalder derfor Apples melding »en god nyhed for de voldsomt mange iPhone-brugere i Danmark.«

Kunstig intelligens er blevet et varmt emne og voldsomt omtalt særligt efter lanceringen af chatbotten ChatGPT i 2022.

Det er ikke alle Apple Intelligence-funktioner, som i første omgang bliver tilgængelige.

De første funktioner vil udover ChatGPT-integration og Siri være Skriveværktøjer, som skal hjælpe brugeren med at redigere tekster, og Genmoji, der lader brugeren skabe sin egen personlige avatar.

Apple Intelligence rulles ud på iPhone 15 Pro og opefter samt iPads med A17 Pro eller M1 og nyere og Macs med M1 og nyere.