Rygtestrømmen om lanceringen af en billig iPhone er igen taget til, for hvordan kommer Apple i gang i lande, hvor man ikke har 4.000 kroner til en ny smartphone?

På smartphone-markedet sker den største vækst lige nu på markedet for billige smartphones, der primært bliver solgt i dele af verden, hvor smartphones stadig ikke er så udbredte.

Læs også: Se galleriet med underlige Apple-produkter

Appleinsider skriver, at analytiker Ben A. Reitzes fra Barclays forudsiger, at Apple vil udvikle en billig version af iPhonen, der skal købes af dem, der er på vej til at blive smartphone-brugere, men ikke ønsker at bruge alt for mange penge på en telefon. På den måde kan Apple få flere kernebrugere, der med tiden også vil udskifte deres computer, tablet osv. til fordel for Apple-produkter.

Den endnu ikke eksisterende billige iPhone skal således, ifølge Reitzes, sælges uden binding til et teleselskab og have et prisskilt i omegnen af 150 dollars, eller hvad der svarer til knap 900 danske kroner.

Da iPhone 5 udkom i september blev af markedsspekulatører forudsagt, at Apple ville fortsætte med at sælge deres iPhone 3GS fra 2009 som en billig version af iPhonen. Men den forudsigelse viste sig ikke at holde stik, da Apple i stedet valgte at fjerne iPhone 3GS helt fra deres produktlinie.

Når det er sagt, så mener Reitzes dog også, at Apple vil fortsætte med at vinde markedsandele i 2013 med deres nuværende udbud af iPhones.

Følg media:mac på Facebook