Er du en af dem, der stadig har en fastnettelefon og bruger den, så hold på hat og briller – analyse viser, at du kan spare op til 10.000 kroner om året, hvis du dropper den.

Selvom Danmark er blandt de lande i verden, der har den højeste penetration af smartphones i verden, så holder mange stadig fast i deres fastnettelefon. Det kan også være smart nok, hvis man gerne vil have et produkt, der er dyrt, uhandy og ikke har vildt god samtalekvalitet.

Det er især prisen for at have fastnettelefon, der bør få en til at reagere. Telepristjek.dk har analyseret priserne vedrørende fastnettelefoni og her står det klart, at oprettelsesgebyret typisk koster 900 kroner, opkaldsafgifter runder hurtigt 35 øre, mens samtaler til mobil kan koste op til 1,60 kroner pr. minut.

Derudover kommer så en månedsafgift, der snildt løber op over den ubehagelige side af 300 kroner.

Telepristjek.dk har regnet på, hvad det egentlig koster at tale i fastnettelefon om året med et samtaleforbrug på 10 timer. Du risikerer faktisk at betale op mod 14.000 kroner om året.

Med det billigste mobilabonnement kan du nøjes med at betale omkring 1.200 kroner om året og så får du faktisk et par GB data oven i hver måned.

Sådan sparer du flest penge på telefoni

Opsig dit/familiens fastnetabonnement

Erstat fastnetabonnementet med et mobilabonnement, der dækker dit/familiens samlede samtaleforbrug.

Knyt mobilabonnementet til en mobiltelefon, som hele husstanden har adgang til.

Ved at flytte samtaleforbruget fra fastnet- til et mobilabonnement kan du/familien også bedre udnytte evt. forbrugskrav/mindstepriser ved køb af fremtidige mobiltelefoner.

Telepristjek.dk har en guide, hvor du kan sammenligne priser på mobilabonnementer, så du kan se, hvad du kan spare ved at skifte fastnettet ud med en mobil.