Du skal slette dem nu!

Så klar er beskeden fra sikkerhedsfirmaet ThreatFabric, når snakken falder på disse fem apps:

  • Phone Cleaner – File Explorer
  • PDF Viewer – File Explorer
  • PDF Reader – Viewer & Editor
  • Phone Cleaner: File Explorer
  • PDF Reader: File Manager

Firmaet har opdaget, at disse apps er inficeret med en såkaldt banktrojan, der hedder anatsa. Hackernes mål er, at de inficerede apps skal stjæle brugerens bankoplysninger, så de kan tilrane sig adgang.

ThreatFabric fortæller, at de hen over de seneste fire måneder har set hackerne udføre bølger af angreb på brugere i Slovakiet, Slovenien og Tjekkiet, ligesom Anasta også tidligere har forsøgt at inficere brugere i Storbritannien, Tyskland og Spanien.

De fem apps er nu fjernet fra Androids Play Store, men først havde skaberne held med at få dem uden om sikkerhedsforanstaltningerne. 

Ifølge ThreatFabric var de designet til at blive vist på listen over de mest populære nye gratis apps i Play Store, så flere ville downloade dem.

Ifølge firmaet er det da også sket mindst 150.000 gange, selvom de mener, at tallet kan være tættere på 200.000.