Den bedste beskyttelse mod hudkræft er fortsat at passe på i solen.
Den bedste beskyttelse mod hudkræft er fortsat at passe på i solen. Foto: Ernst van Norde

Over 1.500 nye tilfælde af modermærkekræft konstateres hvert år i Danmark. Men nu er der måske nyt håb for solglade danskere. Retinol, der er en form for A-vitamin, ser ud til at have en vis beskyttende effekt mod modermærkekræft, særligt hos kvinder.

Det viser en ny undersøgelse publiceret af Journal of Investigative Dermatology. Næsten 70.000 mænd og kvinder i Washington har deltaget i undersøgelsen, hvor indtagelse af A-vitamin og karotener - både gennem kosten og som tilskud - er blevet undersøgt.

Forskerne finder, at de personer, som tager mindst 1.200 mikrogram retinol om dagen, i gennemsnit reducerer risikoen for modermærkekræft med 26 pct. Den beskyttende effekt er imidlertid kun fundet ved et supplerende indtag og ikke ved et naturligt indtag gennem kosten.

Skeptiske eksperter


Men selvom undersøgelsen synes at en være en strålende nyhed og et skridt på vejen i kampen mod et stigende problem, er nogle eksperter tilbageholdende.

- Vi anbefaler ikke, at folk nu begynder at tage tilskud af retinol på baggrund af denne undersøgelse, eftersom store doser kan være giftige, siger dr. Claire Knight fra Cancer Research UK til Daily Express.

Jerk W. Langer, dansk læge og ekspert i kosttilskud, finder undersøgelsen interessant, men mener dog, at mere forskning på området er nødvendig, før tilskud af A-vitamin kan anbefales generelt som kræftforebyggelse.

- A-vitamin er det farligste af vores vitaminer, og der skal ikke tages ret høje doser, før der opstår risiko for blandt andet knogleafkalkning. Især gravide skal passe på, siger han.

På den anden side er den anvendte dosis på 1.200 mikrogram ifølge Jerk W. Langer ikke overdrevent høj og har ingen bivirkninger.

Så længe man holder sig til en dosis på 1.200 mikrogram, er der ingen fare. En typisk vitaminpille indeholder omkring 800 mikrogram.
SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.