____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En sjælden bakterie, der æder sig gennem huden og kan ødelægge de indre organer, ramte i januar måned flere danskere end normalt.

- I januar måned i år havde vi rigtig mange. En halv snes stykker, og det er usædvanligt for os, siger Erik Jansen. Han er overlæge og daglig leder af Rigshospitalets trykkammer, hvor man blandt andet behandler danskere, der bliver inficeret med kødædende bakterier.

Nekrotiserende fasciitis hedder den sjældne lidelse.

Erik Jansen har ikke noget bud på en forklaring, udover det kendte faktum, at vinterperioden ofte er travlere end resten af året. Normalt bliver omkring 50 danskere ramt af infektionen årligt, og gennemsnitsalderen er 56 år.

Også i Sverige var januar en travl måned. Her blev der rapporteret 96 tilfælde af bakterien.

- Hvis de svenske tal er rigtige, er det noget helt andet, end det vi har oplevet. Det er overraskende, siger Erik Jansen.

Han understreger, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig om bakterieudbruddet på den anden side af sundet. I Danmark dør under 10 procent af dem, der bliver ramt af infektionen, og forholdsreglerne er taget. Danske hospitaler har en ensartet holdning til, hvordan man behandler tilfældene så hurtigt som muligt med antibiotika og operation.



- Man bliver altså rigtig dårlig af det og er ikke i tvivl om, at man skal indlægges. Og så ligger behandlingen fuldstændig klar, siger Erik Jansen.

Symptomerne er blandt andet meget høj feber og hudinfektioner.

Rigshospitalet har et tæt samarbejde med Sverige, når det kommer til bakterieinfektioner, og Erik Jansen er ugentligt i mailkontakt med hospitaler i Sverige.

- I og med at det kun er en 50-60 tilfælde om året, kan man jo få enhver lille bule på vejen til at ligne et bjerg. Så vi kan endnu ikke sige noget om en stigning i Danmark, det kan være en tilfældig statistisk variation. Men hvis svenskerne er så hårdt ramt, er det da overraskende, siger han.