Så er der hjælp til alle dem, der er trætte af at skulle vække sengepartneren, fordi vedkommende hiver gevaldige torsk i land. Snorkeri er formentlig årsag til både små og store skænderier i parforholdet, men nu er der måske en udvej.

Britiske Alise Ojay har opfundet en sangøvelse, der kan afhjælpe snorken. Og selvom det måske ikke lyder kønt, så virker øvelserne fra cd'en 'Singing for Snorers' tilsyneladende. Et britisk studie ledet af øje-næse-hals specialist Malcolm Hilton viser nemlig, at efter tre måneder mærkede flere af de 120 testpersoner, som benyttede sig af øvelserne, en forbedret søvnkvalitet samtidig med, at deres snorken var blevet begrænset.