Tomater på pilleform kan muligvis forebygge slagtilfælde og hjerteanfald, viser nye forsøg med tomatpillen Ateronon.

Et nyt studie fra universitetet i Cambridge viser, at tomatpillen Ateronon øger blodkar effektiviteten og blodgennemstrømning. Det øger også fleksibiliteten i de blodårer, der fører iltet blod fra hjertet til andre organer i kroppen, med 50 pct. Det skriver Dailymail.

Tomater er kendt for at være gode for hjertesundheden, da det aktive antioxidant lycopen, der findes i skindet på helt almindelige tomater, kan hindre harskningen af kolesterolet i blodet, som gør kolesterolet farligt. Lycopen kan også forbedre blodgennemstrømning hos personer med hjertesygdomme.

Forskerne mener, at pillen kan være med til at modvirke blodpropper og hjertesygdomme, der er skyld I mere end hvert fjerde dødsfald i Danmark. Hver pille indeholder, hvad der svarer til at spise omkring 2,7 kg. modne tomater. Undersøgelser har vist, at hvis man spiser en middelhavskost rig på tomater, fisk, grøntsager, nødder og olivenolie kan man sænke sit kolesterol og dermed forhindre hjerte-kar-sygdomme.

Foreløbige resultater fra en to-måneders forsøgsperiode er blevet præsenteret på et møde i den amerikanske Hjerteforening. Pillen er blevet givet til 36 hjertepatienter og 36 raske med en gennemsnitsalder på 67 år.

Forsker Ian Wilkinson fra universitet i Cambridge siger til DailyMail:

- Disse resultater er potentielt meget vigtige, men vi har brug for flere forsøg for at se, om resultaterne kan omsættes til færre hjerteanfald og slagtilfælde. Forskerne håber på sigt at tomatpillen kan være et alternativ til statiner.

Tomatpillen Ateronon er ikke i handlen i Danmark, men helsekostforretninger og Matas forhandler antioxidanten lycopen som kosttilskud.