Helt fra barnsben har vi lært at tandbørsten og tandpastaen hører sammen. Men den forestilling kan vi godt glemme alt om ifølge tandekspert.

- Tandpasta er overflødig, hvis man børster sine tænder grundigt og har en sund mund, siger lektor fra Tandlægehøjskolen i Århus til fpn.dk

- Hvis man er grundig, når man børster tænder, behøver man slet ikke tandpasta, siger Alan Richards der har iagttaget danskernes mundhygiejne i gennem 30 år.

Tandeksperten tilføjer, at selvom det eneste aktive stof i tandpasta, fluor, hjælper mod huller, så er det unødvendigt at bruge tandpasta, hvis man har en sund mund.

Falsk tryghed
- Man kan lige så godt putte vand på tandbørsten som tandpasta. Det handler om at børste det beskidte væk, siger Alan Richards. Han mener, istedet at tanspasta giver en falsk tryghed.

Den noget overraskende melding bakkes op af underdirektør i Tandlægeforeningen Ole Marker, der mener, at tandpastafirmaerne vildleder forbrugerne.

- De er så dygtige til at markedsføre sig i tandpastabranchen. Og så bliver forbrugerne også vildledt gennem tidsskrifter, magasiner og reklamer. Forbrugerne er måske godt klar over, at effekten ikke er så stor, som produktet lover, alligevel håber de og lukker eksperternes råd ude, siger Ole Marker.

Tandløse beskyldninger
Det synspunkt er produktchef hos Zendium Mette Windfeld Nielsen ikke enig i.

- Den holding deler vi på ingen måde. Vi anerkender, at det er vigtigt at børste sine tænder grundigt, men studier, som går tilbage fra midt i 1970'erne og frem til nu, viser klart, at bl.a. fluor, slibemiddel og enzymer i tandpasta forhindrer huller, siger hun.

Ifølge analysiinstituttet A.C.Nielsen sælges der hvert år 1.860.000 liter tandpasta om året. Omregnet til Zendiumtuber svarer det til et forbrug på 600 millioner kroner.