Læger og sygeplejersker på private hospitaler tjener langt mere end de offentligt ansatte. Taksterne må ned, kræver regionerne og oppositionen.

Læger og sygeplejersker på de private hospitaler får stadig betydeligt højere lønninger end deres kolleger på de offentlige sygehuse - også selv om taksterne til den politisk omstridte privatsektor er sat en del ned.

Det fremgår af nye lønoplysninger fra privathospitalerne selv, som angiver, at en fuldtidsmånedsløn til en speciallæge kan være på helt op til 120.000 kroner, og at honoraret for løst tilknyttede fedme- og plastikkirurger er på cirka 2.800 kroner i timen. En væsentlig del af privathospitalernes indtjening kommer som følge af behandlingsgarantien fra de offentlige hospitaler, så oplysningerne om de høje lønninger får nu Danske Regioner til at reagere.

- Det ser ud til, at der ikke er lukket helt for de gyldne haner, når man kan betale lønninger, der er så meget højere, end vi kan i det offentlige. Vi må kigge nærmere på taksterne, så vi kan få sat betalingen ned og få mere sundhed for pengene, siger formand Bent Hansen (S).

Rigsrevisionen har kritiseret regeringen og daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at have fastsat taksterne til privathospitalerne på et urimeligt højt niveau, og taksterne blev i begyndelsen af 2009 sat ned med cirka 20 procent. Alligevel ligger gennemsnitslønnen på 88.119 kroner om måneden for en speciallæge og 37.555 kroner for en ikke-ledende sygeplejerske, hvilket er henholdvis cirka 20.000 kroner og 6.000 kroner mere end kolleger i sammenlignelige job på de offentlige sygehuse, oplyser Overlægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd.

Ifølge privathospitalerne skyldes forskellen, at deres personale arbejder i længere tid og er mere produktivt end ansatte i det offentlige sygehusvæsen. Derfor er der ikke grundlag for yderligere at reducere taksterne, mener de private hospitaler.

- Markedet er presset, og vi har røde tal på bundlinjen. Jeg tror også, at det aktuelle lønniveau er noget lavere, siger formand for brancheforeningen Bent Wuff Jacobsen.

I Folketinget kræver SFs sundhedsordfører Jonas Dahl, at taksterne sættes ned, mens Venstres sundhedsordfører Birgitte Josefsen afviser at blande sig i aftalerne mellem regionerne og privathospitalerne.