Sebastian Urban Hansen var i mange år en ganske normal og glad dreng. Som han selv siger, så kunne han sagtens besøge oldeforældrene og få et stykke kage og spise cornflakes til morgenmad.
Men det ændrede sig drastisk, da han var omkring 14 år gammel. Selv om både han og forældrene er enige om, at han var overvægtig, så havde ingen kunnet forudse, at den livsglade dreng fra Sorø ville blive ramt af en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse som han efterfølgende måtte kæmpe med i flere år.
For Sebastian drejede det i bund og grund om manglende selvværd.
»Jeg kunne se, hvordan alle de ’normale’ børn så ud. Og så ville jeg gerne være en af de ’normale’,« siger han.
Det var ikke, fordi hans liv på dramatisk vis ændrede sig fra den ene dag til den anden. Det kom snigende. Han begyndte at droppe frokosten i skolen. Det var jo lettest, fordi han bare kunne smide den hjemmesmurte madpakke ud i skraldespanden.
»Stille og roligt tog det overhånd. Og jeg fik tvangstanker om, at jeg eksempelvis kun måtte spise et æble til aftensmad. Det er en underlig fornemmelse, at man føler, der er ting, som man ikke kan spise.«
I den periode brugte han mange timer foran computerskærmen. Timerne blev brugt på at læse alt om mad, hvad maden kan, og hvordan han kunne spise, så han kunne smide de overflødige kilo.
Som man kan se på billederne, så skrumpede Sebastian meget ind. Efter tre års tid vejede han kun 45 kilo og med en højde på 174 centimeter, så var det i underkanten af, hvad han skulle veje på daværende tidspunkt. Selv om det i bagklogskabens lys står klart for hele familien, at der var et problem, så havde Sebastians forældre ikke opdaget, at deres søn led. Det var først i forbindelse med en frokost med Sebastians faster, at det gik op for forældrene. Fasteren gav nemlig udtryk for, at han så meget tynd ud.
Sebastians far, Niels Urban Hansen, forklarer, at de ikke havde registreret det, fordi Sebastian på daværende tidspunkt havde en drøm om at blive professionel fodboldspiller.
»Han har dækket det ind under, at han har trænet så voldsomt, fordi han gerne ville blive målmand hos FCK. Så mange inklusive os selv har troet, at han bare trænede meget hårdt,« siger Niels Urban Hansen.
Men den bekymrede fasters observation gjorde, at forældrene tog nogle alvorlige snakke med Sebastian. Det havde dog desværre ikke den ønskede effekt.
»Man kunne se, at glimtet i øjnene på ham var væk. Han var helt flad. Han kørte på pumperne til sidst,« siger faderen.
Niels Urban Hansen endte med at hive sin søn til side for at stille ham et svært spørgsmål:
»Du har ikke længere dit livsmod og livsglæde, som du altid har haft. Hvad er der galt?« spurgte den bekymrede far en aften i familiens hjem.
Sebastian brød sammen i gråd foran forældrene. Det var et nødvendigt men hårdt wakeup call for ham. Forældrene sagde, at han i værste fald skulle indlægges, hvis han ikke var i stand til at komme spiseforstyrrelsen til livs.
»Det var råt at høre de ord fra ens forældre. Det var et ordentligt slag i hovedet, men på den gode måde. Det var det, jeg havde behov for at høre. Alt andet virkede ikke. Jeg følte jo aldrig, der rigtigt skete noget. Det var altid det samme ellers var der noget nyt galt. Jeg kunne selvfølgelig godt se, at det hjalp på vægten, men det var først, da det blev nævnt, at det gik op for mig, at jeg havde et problem.«
Synet af den grådkvalte søn gjorde, at begge forældre blev ramt af en enorm skyldfølelse.
»Vi (forældrene, red.) kiggede på hinanden, og jeg fik en stor klump i halsen. Og jeg kunne se, at hans mor blev rigtig ked af det. Min første indskydelse var, hvordan vi kunne have undgået det. Vi bebrejdede os selv. Hvorfor havde vi ikke opdaget det noget før? Vi følte jo begge, at vi havde svigtet ham,« siger Sebastians far.
Set i bakspejlet havde det også været svært for Sebastian at indrømme sit problem. Det er også en af grundene til, at han flere gange har sagt, at det ene og alene var hans skyld. For i længere tid ønskede han slet ikke at få hjælp.
At drenge og mænd kan have svært ved at acceptere, at de lider af en spiseforstyrrelse er langt fra unormalt.
»Det er stadig et meget tabubelagt emne. Det gør det sværere for drenge og mænd at opsøge hjælp. Og hvis de møder en behandler, en læge eller en voksen, der ikke har forståelse for det, så er det jo klart, at de føler sig helt alene i verden,« siger Steen Andersen Ledsager, der er generalsekretær hos Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.
Man vurderer, at kun én eller to ud af 10, der lider af anoreksi er af det mandlige køn. Derfor kan realiteten også være svær at se i øjnene.
»At lide af en spiseforstyrrelse og især anoreksi er ikke noget, som drenge tænker, at de kan komme til at lide af. Det er hvert fald det billede, som drengene selv har. At det kun er noget som piger, fotomodeller og sportsstjerner lider af.«
Steen Andersen Ledsager mener ikke, at det danske behandlingssystem er rigtigt gearet til at hjælpe drenge med spiseforstyrrelser. Hvilket desværre er naturligt nok, nu hvor størstedelen af de ramte er netop piger.
Alle mænd elsker ikke deres krop
I dag er Sebastian Urban Hansen 19 år gammel. Han er lige blevet student i sommer og elsker at udfordre sig selv. Senest har man kunnet se ham deltage i TV 2-programmet 'Korpset', hvor fire tidligere jægersoldater har udformet et kursus for danskere, der ønsker at udfordre sig selv. Og nu træner han op til et marathon. Han fortæller, at der ikke gik lang tid efter konfrontationen med forældrene, før han fik det bedre. Han forklarer, at han startede i 1.g på gymnasiet, og måske var det 'bare' bevidstheden om problemet og den nye start med en ændret hverdag, som virkede for ham.
»Det skete selvfølgelig ikke bare over natten (at han fik det bedre, red.). Det er stadig en evig kamp. Det ligger i baghovedet, tror jeg. Det kommer man aldrig helt af med.«
Forældrene tvang ham også til at blive kontrolvejet hver morgen i flere måneder, men han kunne snyde dem lidt ved at drikke rigeligt med vand, inden han gik op på vægten.
Heldigvis har Sebastian kunnet overvinde anoreksien uden professionel hjælp. Han håber andre drenge læser hans historie og kan blive inspireret til at få det bedre.
»Det er jo et tabubelagt emne for dreng og mænd. Mange tror, at alle mænd elsker dem selv og deres krop. Men sådan er det jo ikke i virkeligheden. Det har jeg selv oplevet. Sådan er det desværre bare ikke.«
Niels Urban Hansen er stolt over sønnen, der i dag drømmer om at læse erhvervsøkonomi. Han mener, at Sebastian har udvist en utrolig viljestyrke, efter de tog den alvorlige snak.
»Jeg bliver da stolt over, at vi har en søn, der, qua vores opdragelse, har holdninger, som han holder fast i. Jeg er ikke stolt af, at han roder sig selv ud i det i første omgang, men at han kan se, at han skal finde tilbage til den rette kurs. Det er en cadeau til hele familien. Vi snakkede meget om, hvordan vi kunne støtte ham. Vi har prøvet at holde det med klare rammer, og hvis han har brudt dem, så er der faldet brænde ned. Så vi har været meget opmærksomme på, om han har kunnet holde sig til de rammer,« siger Niels Urban Hansen.
Sebastian opfordrer venner, familie og pårørende til drenge, som de mistænker for at have anoreksi til at række en hånd ud, selvom han erkender, at det kan være svært.
»Man skal helt sikkert spørge ind til folk, hvis man tør. Man kan også selv vælge at snakke om det med en god ven eller veninde, hvis det kan være lettere end at tage snakke med sine forældre,« siger Sebastian.
I dag bliver Sebastian ikke længere styret af maden. Han er dog stadig bevidst om, hvad han indtager af mad, men heldigvis på en mere sund måde. Før var det kosten, som styrede ham. Nu er det omvendt.
»Jeg kan nyde mad ligesom alle andre kan, men der kan også være perioder, hvor jeg planlægger lidt mere i forhold til, hvad jeg skal bruge. Men jeg har ikke noget imod at spise lidt slik eller is med kæresten eller familien en hverdagsaften.«
Han vejer i dag 70 kilo.
Hvis du vil læse mere om emnet, så kan du klikke ind på Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskades hjemmeside her.
