Kolesterol: For højt kolesterol i blodet kan også give forandringer, som optikeren kan opdage. Forhøjet kolesterol kan give forandringer på øjets yderside. Her er det kanten af iris, optikeren kigger på. Hvis kanten af den blå eller brune iris er tydeligt gul hos et yngre menneske, tyder det på forhøjet kolesterol.

Graviditet: Bruger du kontaktlinser, kan din optiker måske opdage, at du er gravid, før du selv gør det. Gravide kvinder producerer ekstra protein i øjet, og det lægger sig på kontaktlinserne. Derfor kan optikeren se tegn på graviditet på dine kontaktlinser.

Hjerneskade: Nogle mennesker er født med forskellige størrelser pupiller, uden det har nogen som helst betydning. Men pludselige ændringer i pupillernes størrelse og reaktion kan tyde på hjernerystelse, hjerneskader eller stofmisbrug.

Sukkersyge: Folk med sukkersyge har for meget sukker i blodet, og de små blodårer på øjets nethinde bliver påvirket af det høje sukkerindhold. Optikeren kan opdage, at de små blodkar på nethinden er bristet og dermed giver små pletter i øjets baggrund.

Hjernesvulster: Hjernesvulster fylder, og der bliver mindre plads i hjernen. Det kan vise sig ved væskeudtrædninger omkring synsnerven, fordi der er for højt tryk inde i kraniet.

Forhøjet blodtryk: Forhøjet blodtryk kan ses i blodårerne på øjets inderste bagside - nethinden.