Vi går ofte rundt med kræft-mistanke i måneder, før vi handler.
Det er fristende at skælde lægerne huden fuld, når vi kommer for sent i behandling for alvorlig kræftsygdom. Men nu viser en ny rapport, at mange selv tøver for længe med at opsøge lægen.
Ikke mindre end hver femte af os er selv - trods oplagte symptomer - for sene til at komme op af lænestolen. Vi venter mere end tre måneder, før vi endelig tager plads i venteværelset. Med risiko for, at sygdommen da allerede har bredt sig, afslører den nye danske chok-rapport.
Red livet ved at handle hurtigt
Nogle venter, fordi tegnene på kræft er diffuse. Andre fordi de er bange for konsekvenserne. Mange vil heller ikke ulejlige lægen unødigt.
I den nye undersøgelse fra Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet har antropolog Rikke Sand Andersen interviewet kræftpatienter nogle måneder efter, at de har fået den dystre diagnose.
Troede, det var stress
- Min rumlen og uro i maven startede nok for halvandet år siden, hvor jeg var sløj med influenza. Men der har været så meget andet at se til med bl.a. sygdom i familien, så jeg troede bare, at mavesmerterne skyldtes den stress og det pres, jeg var under. Først da smerterne blev rigtig stærke, gik jeg til lægen. Man vil jo ikke være hypokonder, vel?, lyder et typisk svar i rapporten, fra en 63-årig kvinde med konstateret tyktarmskræft.Omfanget af den type overvejelser har overrasket antropologen:
- Jeg kan se et mønster i svarene, som ud over folks overvejelser om, hvorvidt de kan tillade sig at ulejlige deres egen læge, også afslører, at mange finder det svært at vurdere, om deres symptomer er de rene bagateller eller et reelt tegn på sygdom. Med andre ord: Er det blot kroppen der 'larmer' lidt, eller er det alvorlig sygdom? Derfor kan der let gå nogen tid, inden de reagerer på det, siger Rikke Sand Andersen.
- Ofte finder mange jo alle mulige gode forklaringer på de symptomer, de oplever. Hvornår er rumlen i maven et tegn på kræft, og hvornår skyldes det stress?
Sociale konsekvenser
En anden overvejelse er hensynet til omgivelserne.- Man kommer ikke udenom, at det er en 'social begivenhed' at blive syg. For nogle er det forbundet med et tab af status. For andre kan det forrykke nogle sociale strukturer og ændre på den rollefordeling, de har i deres familie.
Mange trækker derfor tiden ud ved at 'stikke hovedet i busken'.
De vil ikke pylres om. De vil lige på ferie, flytte eller skifte job, inden de går til lægen, forklarer Rikke Sand Andersen til Kræftens Bekæmpelses nyhedsbrev.
En 68-årig mand, der i flere måneder skjulte blodigt opspyt for sin kone og først gik til læge efter en ferie, siger i rapporten:
- Jamen, jeg har jo nok hostet i nogle år, men min kone har haft en alvorlig depression. I maj havde vi så planlagt en ferie, og hendes liv ville falde fra hinanden, hvis jeg aflyste den.
Rikke Sand Andersen kan ikke ud fra undersøgelsen dokumentere nogen forskel mellem kønnene, når det gælder om at trække tiden, inden lægen konsulteres.
- Derimod er det i social henseende nok mere acceptabelt for kvinder at indtage 'sygerollen', end det er for mænd, siger hun.
Mange patienter - uanset køn - spekulerer også over, om de nu kan være bekendt at ulejlige den travle læge.
Vil ikke gøre lægen sur
- De fleste har jo et godt forhold til praksislægen. Man kender hinanden godt og vil derfor ikke komme til ulejlighed. Tænk, hvis jeg nu ikke fejler noget, risikerer jeg så ikke at sætte vores gode relationer over styr ved at komme rendende. Sådan tænker mange, siger forskeren.En 33-årig kvinde med modermærkekræft siger i rapporten:
- Jeg kan virkelig godt lide min læge, som heldigvis fik sendt mig videre med mit modermærke. Men nogle gange har hun også så travlt, at man risikerer en lille bemærkning, hvis man kommer med noget, der måske ikke var helt nødvendigt.
Ifølge Rikke Sand Andersen viser undersøgelsen, at de fleste først henvender sig til lægen, når de har drøftet deres symptomer med partneren eller andre nære pårørende.
- Men det ejendommelige er, at der er meget stor forskel på, hvordan patienten og de pårørende har oplevet de begivenheder, der er gået forud for besøget hos praksislægen. Forklaringerne er ofte vidt forskellige. Eller sagt på en anden måde: Mange går nok rundt om emnet som katten om den varme grød. Det kan godt være, den ene tænker på risikoen for, at besøget kan resultere i en kræftdiagnose, men det er ikke altid, der bliver sat ord på.
Kræftpatienter venter sig selv ihjel
