Med en ny penis og pungtransplantation har lægevidenskaben endnu en gang nået nye højder for, hvad der er muligt at transplantere til en menneskekrop.

Tarm, bugspytkirtel, ansigt. Det er blot nogle af de nye dele af kroppen, som lægevidenskaben inden for få år har formået at transplantere. Et område i rivende udvikling, hvor penistransplantation nu er nyeste skud på stammen.

»Det går så stærkt, man kan næsten ikke nå at drømme om, hvad der kan lade sig gøre,« siger professor i plastikkirurgi ved Odense Universitetshospital Jens Ahm Sørensen, der selv har udført penisoperationer.

I den forgangne uge kom det frem, at læger med succes har lavet den til dato mest omfattende total penis- og pungtransplantation. Det var den amerikanske kirurg Richard Redett fra  Hopkins Hospital i Baltimore, der stod i spidsen for operationen.

Transplantationen foregik på en amerikansk soldat, der var blevet såret af en bombe i Afghanistan. Den nye penis og den nye pung kom fra en afdød donor. Operationen skete den 26. marts i år og varede cirka 14 timer. Et hold på hele 11 kirurger hjalp til.

Penistransplantationen er godt eksempel på, hvor stærkt det i de senere år er gået inden for transplantationer, og hvor uanede mulighederne er.

»Jeg tror kun, det er fantasien og de rette patienter, der sætter grænser for, hvad vi vil kunne transplantere i fremtiden,« siger Jens Ahm Sørensen.

Transplantationer har hidtil koncentreret sig om livsvigtige organer, som f.eks. hjerte, lunge, nyre og lever. Den første transplantation af et hjerte fandt således sted i Sydafrika i 1967, men først i 1974 blev stoffet cyclosporin, der både hjalp kroppen til at acceptere et nyt hjerte og støttede den i kampen mod infektioner opdaget.

Siden da er det gået stærkt, og i starten af 2000 begyndte amerikanske læger at eksperimentere med at transplantere ansigter på dyr. I 2005 kunne franske læger så løfte sløret for verdens første ansigtstransplantation på et menneske.

»Traditionelt troede man, at hvis man transplanterede hud, hænde, ansigt mv., så ville der være større risiko for, at det ville blive afstødt af kroppen. Men det viste sig, at det næsten var det samme som ved f.eks. nyre og hjerte. Det var simpelthen revolutionerende, at det kunne lade sig gøre,« siger Jens Ahm Sørensen.

I dag er det lykkedes udenlandske læger at transplantere bl.a. livmoder, tarm, bugspytkirtel. En italiensk forsker har sågar proklameret, at han har planer om at ville transplantere et hoved.

I Danmark vil en lignende penistransplantation ikke foreløbig være mulig. Dels er det nemlig en ’ekstrem dyr operation’, den koster i omegnen af 300.000-400.000 amerikanske dollars, og dels er den forbundet med en lang række alvorlige bivirkninger, som f.eks. forhøjet blodtryk, sukkersyge og hudkræft.

»Når man f.eks. transplanterer en livmoder, nogle hænder, et ansigt eller i dette tilfælde en penis, så er det soleklart, at det er en kraftig forøgelse af ens livskvalitet. Men det er vigtigt at have for øje, at det kan have nogle meget alvorlige konsekvenser, hvis det går galt, og man kan ende i en situation, der var værre end før transplantationen. Så man skal hele tiden opveje fordele og ulemper,« siger Jens Ahm Sørensen.

Klargøring af nyretransplantation. Du kan donere din ene nyre til transplantation, mens du stadig er i live.
Klargøring af nyretransplantation. Du kan donere din ene nyre til transplantation, mens du stadig er i live. Foto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU
Vis mere

Den nu penistransplanterede mand forventes med tiden at ’blive fuld funktionsdygtig’, det vil sige, at han vil kunne tisse og få et normalt sexliv. Han vil dog ikke kunne få børn, da testiklerne af etiske årsager blev ikke blev transplanteret med. Det vil sige, at soldaten kunne risikere, at det var donorens børn, han blev far til og ikke sine egne, biologiske børn.

På spørgsmålet om, hvad professoren håber på, bliver det næste skridt inden for transplantationer, svarer han:

»Jeg håber, at den medicinske udvikling går i retning af, at patienterne får færre bivirkninger og at vi finder en bedre måde at forhindre afstødning af organ eller kropsdel. Det er et problem i dag, at kroppen efter ti år begynder at afstøde organet. Jeg kunne godt tænke mig en længerevarende effekt,« siger han.