Kløe i næse og øjne, stoppet næse, åndedrætsbesvær og ondt i lungerne.



Pollensæsonen er over os. Det siger flere eksperter til tv2.dk.

Det kolde forår har forsinket udbruddet for især birkepollen, der normalt topper i slutningen af april. Der har endnu ikke været noget i luften, men nu begynder det.

- Det kolde vejr har forskudt pollensæsonen en to-tre uger indtil videre, men det kan sagtens komme i denne uge, siger Alix Rasmussen, pollenekspert hos DMI, til tv2.dk.

Værst i København

Med landets største birkeskov på Amager og bilforurening er pollenangrebet større og mere aggressivt i hovedstaden.

- København er faktisk der, hvor pollen rammer hårdest i dag. Pollentallet er steget med 400 procent i hovedstaden på bare 30 år, fortsætter siger Lise Nørgaard, kommunikationschef hos Astma-Allergi Danmark, til tv2.dk.

En million danskere skønnes at have pollenallergi, men op mod en tredjedel af de ramte er ikke klar over, at de lider af allergi, fordi de forveksler allergisymptomerne med en almindelig forkølelse.