Forskning viser, at der er en sammenhæng mellem, hvordan forældrene renser barnets sut, og hvor stor risiko barnet har for at udvikle astma, eksem og allergier.

Når juniors sut ryger på gulvet, kan det være en fordel, at mor sutter snavset væk og giver sutten tilbage til poden.

Der er nemlig en sammenhæng mellem, hvordan forældrene renser barnets sut, og hvor stor risiko afkommet har for at udvikle astma eller eksem. Det skriver medpagetoday.com ifølge Videnskab.dk

Bill Hesselmar, der er ph.d. ved Dronning Silvias børnehospital i Gøteborg, har ledt en undersøgelse af 184 spædbørn, der blev fulgt fra fødslen.

Seks måneder efter fødslen svarede forældrene på, om de rensede sutter ved at koge dem, ved at skylle dem under vandhanen og/eller ved at stikke dem i munden. Efter henholdsvis 18 og 36 måneder blev det undersøgt, hvilke børn der havde udviklet astma, eksem eller allergier.

Læs også hos Videnskab.dk: Se en nyfødt baby gå

Det viste sig, at børn, hvis forældre havde renset sutten med munden, var mindre tilbøjelige til at have udviklet astma eller eksem efter 18 måneder. Efter 36 måneder var der stadig en lavere andel af børn med eksem i denne gruppe.

Hesselmar og hans kollegaer mener, at overførslen af forældrenes spyt hjælper barnet med hurtigere at udvikle en sund mikroflora i hele fordøjelseskanalen. Og det kan betyde, at det er lettere for kroppen at komme allergiske lidelser i forkøbet.

- Undersøgelsen viser, at vi skal lade naturen få råderum. Vi skal ikke være alt for renlige og danne kunstige barrierer mellem forældrene og spædbarnet, udtaler Hesselmar.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Ammebesvær? Få babys tunge tjekket

Zebræsel-baby er ikke biologisk vidunder

Babyer har bevidsthed som voksne