Brækvirussen norovirus -  bedre kendt som roskildesyge - har lagt omkring en million briter ned og lukket hospitalsafdelinger på stribe i Storbritannien.

Også Danmark har de seneste år været ekstra plaget af den yderst smitsomme sygdom, og antallet af især kunder i buffet-restaurenter og gæster ved julefrokost-buffetter, der har lagt sig med voldsomme opkast, mavekramper, feber og diarré, er steget markant.

- Der har været mange tilfælde af smitte ved julebuffeten, hvor folk har smittet hinanden eller spist forurenet mad. Det er en utrolig smitsom virus, så det er nok, at den ene person rører den anden efter et toiletbesøg, trykker på en elevatorknap, eller at man spiser grøntsager fra buffeten med virus på, siger Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut.

Udbruddet er så voldsomt i Storbritannien, at 61 hospitaler har været ramt af sygdommen med det lidt for maleriske navn winter vomiting disease (vinter-bræk-sygdom, red.), og de har måttet lukke 49 hospitals-afdelinger.



Der er ikke præcise tal på, hvor mange der får virussen i Danmark, for de fleste går ikke til lægen, og så bliver det ikke registreret.  Men der er sket en stigning af personer, der bliver smittet af køkkenpersonale, som har dårlig håndhygiejne. I 2008 var køkkenmedarbejdere skyld i 12 udbrud, hvor 330 mennesker blev syge, og i 2011 var de skyld i 16 udbrud hvor 767 blev syge.

Mange professionelle køkkenmedarbejdere tager virus med på arbejde, hvis deres børn har været syge, og så kan de potentielt smitte hele selskaber.

- Vi har lige haft et udbrud i København, hvor 17 fik roskildesyge af cateringmad, og der havde kokken lige været hjemme og skifte ble på sit syge barn, siger Morten Lisby, som er udbrudskordinator i Region Øst under Fødevarestyrelsen.

Han kender til fem udbrud bare i København, hvor mange mennesker er blevet smittet af køkkenpersonale.

Virussen florerer om vinteren fra november til marts, og der er ikke meget mere at gøre, end at lægge sig ned og drikke en masse vand, så du ikke bliver dehydreret. Heldigvis varer sygdommen typisk ikke mere end 48 timer, og så kan du være helt frisk igen. Til gengæld skal du undgå at tage på arbejde i to dage efter, fordi det stadig kan smitte.
 


Derfor kan du også risikere at lægge hele familien ned, hvis du laver mad juleaften og for nyligt har været smittet.

- Hvis du ikke vil smitte alle dine middagsgæster, skal du nok lade din ægtefælle lave maden juleaften, for hvis du står og laver ris a la mande, kan du bringe sygdommen helt ind i familiens hjerte, siger Morten Lisby.

Det vigtigste, du kan gøre for at undgå at smitte andre, er, at vaske hænder og afspritte toilettet med klorin og give frosne bær et opkog, da de kan være forurenede af spildevand.

- Men det allervigtigste er håndhygiejnen - vask dine hænder. Det er dårlig håndhygiejne, der er skyld i de fleste tilfælde, siger Kåre Mølbak fra Statens Seruminstitut.